23948sdkhjf

Det er højsæson for tabte ting på vejene: Og noget stammer fra lastbilerne

I sommerhalvåret ved Vejdirektoratet af erfaring, at der venter et stort arbejde med at fjerne tabte genstande fra vejene. Mange sjusker med at fastspænde gods på trailere og lad, og Vejdirektoratet opfordrer derfor til at tjekke traileren eller cykelstativet en ekstra gang

En metalstige midt på kørebanen. Dækrester, der får trafikanter til at foretage en hurtig undvigelsesmanøvre. Eller et stykke flamingo, som flyver rundt mellem bilerne og skaber uro.

Det kan skabe farlige situationer, når der bliver tabt genstande på motorvejene, hvor folk kører med høj fart. Foruden at udgøre en sikkerhedsmæssig risiko skaber de tabte genstande også kø og er årsag til et samfundsøkonomisk tab. Dertil kan man lægge de 1200-1500 kroner, som det hver gang koster for Vejdirektoratet at afspærre et spor, samle den tabte genstand op og køre den til bortskaffelse.

Mellem 200 og 500 gange om måneden kører Vejdirektoratet ud for at håndtere tabt gods, der akut er til fare for trafikken på statsvejene. Og det er vel at mærke kun det, der vurderes som farligt og derfor skal fjernes hurtigst muligt. Der bliver tabt genstande året rundt, men problemet er størst i sommerhalvåret, hvor det gode vejr får mange til at læsse traileren med affald og køre med byggemateriel i forbindelse med renoveringsprojekter.

- Jeg kan ikke understrege ofte nok, hvor vigtigt det er, at man fastspænder sin last ordentligt. Vi ser desværre alt for ofte, at der ryger byggematerialer eller andre genstande af ladet eller traileren. Når der ligger løse genstande på kørebanen, så skaber det selvsagt farlige situationer, hvis nogen kører ind i det, men det skaber også uro blandt trafikanterne, der bremser op eller forsøger at undvige, siger Stine Bendsen, der er afdelingsleder for Vejdirektoratets Trafikcenter, i en pressemeddelelse.

Genstande fra varebiler og lastbiler

Kun fantasien sætter grænser for, hvad Vejdirektoratet finder af akut trafikfarlig tabt gods langs vejene, men blandt de mest hyppige gengangere er byggematerialer, presenninger og spande. En betydelig del af de tabte genstande stammer fra varevogne og lastbiler. Det kan være dækrester, spændestropper og skærme.

Der bliver generelt tabt flest genstande på de store motorveje i hovedstadsområdet, hvor trafikken også er størst. Østjyske Motorvej er dog den statslige motorvej med flest udkørsler til tabt gods om året.

- Der er for mange, som sjusker med at pakke deres køretøj forsvarligt. Det gælder lastbilchauffører, håndværkere og helt almindelige danskere, der kører med ting på trailer eller lad. Man tænker måske ikke over det, men det er potentielt livsfarligt for dine medtrafikanter, når alt fra sofaer til tomme papkasser og metalstiger ligger på motorvejen, siger Stine Bendsen.

Når der ligger tabte genstande på kørebanen, opfordrer Vejdirektoratet trafikanter til at passe ekstra på, indtil der er kaldt vejhjælp ud for at fjerne det. Det bliver bortskaffet som almindeligt affald.

Sidste år sendte Vejdirektoratet en afspærringsvogn ud for at fjerne tabt gods 4183 gange.

Hvis du ser tabt gods på motorvejen, der her-og-nu er til fare for trafikken, så ring til Vejdirektoratets Trafikcenter på tlf. 80 20 20 60.

Tabte genstande i nødsporet eller vejkanten kan indrapporteres via app’en ”Giv et praj”.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063