23948sdkhjf

- De gamle dage kommer ikke tilbage

Det får næppe de sydgående eksportture tilbage på danske vognmænds hænder, at Tyskland nu også forbyder regulære ugehvil i lastbilens førerhus.

Det mener vognmand Kim Johansen, der selv har knap 400 lastbiler med hovedsageligt østeuropæiske chauffører. Han mener ikke, det er helt gennemtænkt, at tyskerne nu ligesom Belgien og Frankrig vil til at smide chaufførerne ud af lastbilerne efter mere end 24 timers hvil.

»Jeg ved ikke, hvordan man skulle finde hotelværelser til så mange chauffører? Der ligger jo ikke hoteller alle steder, og det er ikke sådan, at alle bilerne holder ved Helsingør Færgeleje, og så kan man bare bygge nogle hoteller der. Sådan foregår transporterne ikke i dag. Chaufførerne har jo heller ikke en aktionsradius på 200 km. til at finde et hotel, når deres tur ender. Der kan være mange sociale meninger om det, men jeg kan ikke se, hvordan man nogensinde skal lykkes med det.«

Blandt tilhængerne af tyskernes håndhævelse af reglerne for ugehvil er der forhåbninger om, at det vil føre til færre østeuropæiske chauffører i Vesteuropa og Danmark og dermed mere arbejde til danske chauffører og vognmænd.

En af dem er selvkørende vognmand Leif Therkelsen fra Bække:

»Mon ikke Europas transportvirksomheder må se i øjnene, at man kommer til at ansætte chauffører i de lande, de skal køre i, og så i øvrigt betale en løn, som modsvarer arbejdsindsatsen og timer,« spurgte han for nyligt i et debatindlæg.

Kun få danskere gider eksport

Kim Johansen mener dog, at det er en urealistisk og sentimental forestilling at tro, at danske biler igen vil overtage de sydgående eksportture fra østeuropæerne. Han tror heller ikke på, at der i det hele taget er nok danske chauffører, der har lyst til at køre de internationale ture, som østeuropæerne tager sig af i dag.

»Der er nogle få, som stadig tror, at der vil komme en masse danske chauffører tilbage i lastbilerne, hvis man indfører de regler, men det tror jeg ikke på. De gamle dage med en masse danskere, der kørte sydpå, de kommer ikke tilbage. Hvad nu hvis man pludselig skulle bruge 3-4000 danske chauffører til at køre eksport? De findes simpelthen ikke.«

Ifølge Kim Johansen er tiden løbet fra de danske langturschauffører – blandt andet på grund af den måde moderne familier i dag indretter deres liv på.

»Det har ikke noget med løn at gøre. Der er simpelthen bare ingen, der gider. I hvert fald ikke i det antal, vi skal bruge. Da jeg kørte lastbil, var det helt almindeligt, at danskere kørte eksport, men vi har fået et helt andet familiemønster. Hvilken kvinde i dag ville finde sig i, at manden er så meget væk, fordi han skal til Italien?«

Man må tilpasse sig markedet

Kim Johansen indrømmer gerne, at hans virksomhed ville blive ramt af en mere hårdhændet tysk kontrol af chaufførernes hvil, men han tror ikke på, at det får den tiltænkte effekt. I det hele taget ærgrer han sig over, at vognmænd som ham selv ofte får kritik for deres måde at drive forretning på.

»Selvfølgelige bliver vi påvirket af det. Vi kører ikke anderledes end alle mulige andre. Men dem, der har lavet denne her lov, de har ikke overvejet, om der overhovedet er hoteller til alle de chauffører. Da man hævede bøderne, troede man på, at man fik et andet erhverv. Men man jog bare folk væk. Hvis ikke vi havde tilpasset os, så havde vi ikke været med i gamet, og så var der bare nogle andre, der havde kørt med det.«

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047