23948sdkhjf

Chauffører tipper hinanden om sikkerhed

Et forskningsprojekt fra Arbejdsmedicinsk Klinik, Herning har undersøgt, hvordan ledelse og medarbejdere i et stort dansk transportfirma opfatter risiko og sikkerhed. Resultaterne er interessante, fortæller antropolog, ph.d. Regine Grytnes:

»Vores studie peger på, at selvom både lastbilchaufførerne og deres ledere opfatter dem som vanskelige at lede, fordi de arbejder så individuelt, så er chaufførerne altså ikke sig selv nok. Der foregår megen uformel informationsudveksling om arbejdet mellem kollegaerne, når de ringer til hinanden. De fortæller hinanden om trafikken på ruten eller giver tips om sikkerheden på et bestemt aflæsningssted,« siger hun ifølge arbejdsmiljoviden.dk.

Mere uerfarne chauffører uden stort netværk risikerer dog i højere grad at gå glip af den slags nyttig viden, og derfor hviler en vigtig informationsopgave på ledelsen.

Ifølge forskerne har chaufførerne faktisk større tillid til information fra ledelsen end fra deres kolleger, og forskerne foreslår virksomhederne at lade sig inspirere af, hvordan chaufførerne selv opsøger viden om arbejdsforholdene – nemlig via telefonopkald til kollegaerne.

»En virksomheds overordnede informations- og sikkerhedsstrategier bliver ofte ikke omsat i arbejdet, hvis de ikke er konkrete og relaterede til det daglige arbejde,« siger Regine Grytnes.

Undersøgelsen blev til ved, at forskerne fulgte 10 lastbilchauffører fra et stort transportfirma med to firmaadresser (i Jylland og på Sjælland) i 14 dage og observerede deres arbejde, mens 19 medarbejdere og ledere på begge adresser blev interviewet.

Projektet blev støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden og gennemført af forskere fra Arbejdsmedicinsk Klinik, Herning og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078