Contrans får sit hvilehus
Kolding Byråd besluttede mandag aften, at vognmandsforretningen Contrans kan få lov til at opføre sit hvilehus med sovepladser, bade- og køkkenfaciliteter til sine udenlandske lastbilchauffører.
Det skriver JydskeVestkysten.
Tilladelsen kom i hus efter halvanden times ophedet debat i et dybt splittet byråd.
Til sidst valgte Venstre og De Konservative at stemme forslaget igennem med deres tilsammen 13 ud af 25 mandater.
»Vi har store udfordringer med udenlandske chauffører, som bor i deres lastbiler, som er parkeret alle mulige steder. Det generer og laver svineri. Og vi kan ikke bare svinge tryllestaven, og så holder det op. Så vi i Venstre og Konservative kvitterer for, at Contrans byder ind med en løsning,« udtaler borgmester Jørn Pedersen (V) til avisen.
Beslutningen om at opfylde Contrans’ ønske blev mødt af heftig kritik fra den anden side af byrådet.
»Med jeres ja til Contrans har I jo leveret løsningen for alle andre virksomheder. Det undrer os, at vi har en borgmester, der synes, det er vigtigere at støtte et firma, der har underbetalt arbejdskraft, i stedet for at støtte firmaer, der opfører sig anstændigt,« sagde SF’s Lis Ravn Ebbesen.
Hun gætter på, at Venstre og Konservatives hastværk med at føje Contrans handler mere om, at det om kort tid kan udløse kæmpebøder, hvis chaufførerne holder regulære ugehvil i lastbilernes førerhuse.
Borgmesteren påpegede, at V og K som en betingelse for tilladelsen til hvilehuset vil kræve, at det ikke må bruges i forbindelse med det regulære ugehvil på 45 timer.
»Men hvem skal kontrollere det?« spurgte Enhedslistens Benny Dall.