DEBATINDLÆG:

Ak ja, ak ja, der findes altså stadigvæk optimister inden for fagbevægelsen, men dem skal der jo også være plads til.

Jeg har fuld forståelse for danske chaufførers fortvivlelse over, at der nu skal oplæres flygtninge til førerhusene på danske biler, men det er jo vores politikeres ønske, at disse skal beskæftiges før de etniske danskere, og de bakkes samtidig op af de større danske speditions- og vognmandsforretninger, som i bemeldte periode får billig arbejdskraft, som efter læretiden så atter kan skiftes ud med nogen af samme slags.

I mellemtiden kan vi små vognmænd, som betaler tariffen, i dagligdagen kæmpe for at holde skindet på næsen med lave takster for transporterne for at matche taksterne i forhold til transportører fra de slaviske lande.

Hvad angår unge og/eller uerfarne danske chauffører, er forholdene for mindre vognmænd en noget svær størrelse at håndtere. Ud over at de gerne vil være mere hjemme, ansættes efter tariffen og samtidig foreslår højere løn, især da en del af dem er faglærte, hvilket medfører, at de skal have en højere timeløn end en erfaren chauffør med mange års erfaring i bagagen.

Kontrasten imellem disse er, at den uerfarne chauffør langt hen ad vejen laver en del irriterende småskader, som vognmanden selv må betale, da selvrisikoen ikke dækker, kontra de erfarne chauffører, som når de i enkelte tilfælde laver skader, så skyldes det virkelig et uheld og i en størrelsesorden, hvor forsikringen er med til at dække.

Set ud fra mit synspunkt, så bør de store transportspeditioner/firmaer og vognmænd være dem, som i forhandling med fagforeninger og forsikringsselskaber samt arbejdsgiverorganisationer forhandler en særaftale om løn og ansættelsesforhold, indtil den fornødne erfaring er opnået – vi små vognmænd har desværre ikke råd, hvor end vi gerne ville.

Niels-Henrik Juhl Hansen

Grønningen 17, Smedeby

6340 Kruså