23948sdkhjf

UdstillingsMAN til Møn

Flemming M. Larsen og chauffør Jimmi Laursen er godt kørende i de kommende år, når køkkener skal bringes ud over hele landet.

Et uskyldigt besøg hos en lastbilforhandler kan føre til meget. Da Flemming M. Larsen kiggede forbi H.E. Jørgensen i Dalby faldt han over en udstillet MAN TGX, som forhandleren havde bygget pænt op i bl.a. rustfrit stål.
Synet tiltalte vognmanden fra Møn, som endte med at købe ”udstillingsmodellen”, som han for nylig fik leveret – efter at den er blevet bygget yderligere flot op både ude og inde.


MAN er i forvejen rigt repræsenteret i vognparken hos vognmanden fra Møns hovedby, Stege. Firmaets nu 10 lastbiler består af to Scania, en Volvo og en Renault – mens de øvrige har MAN på fronten. Vognmanden råder også over to kassevogne til mindre opgaver.


»»Generelt er MAN blevet bedre med årene, og jeg synes, de er kommet meget efter de andre. Desuden har jeg altid fået god behandling hos H.E. Jørgensen, og de er gode til at lave nogle gode servicekontrakter til fornuftige penge. Jeg skal kun betale dæk og dumheder, så det giver et rigtig fint overblik over sine udgiften,« lyder begrundelsen fra Flemming M. Larsen.
Tidligere fyldte eksempelvis Scania mere i vognparken, men efter finanskrisen – hvor vognparken var nede på fire biler – er køretøjerne igen blevet overvejende tyske.


»Man er nok blevet lidt klogere og kigger lidt mere på bundlinjen end på fronten. Ikke dermed sagt, at jeg ikke kunne finde på at købe en Scania igen. Hvis man får det rigtige tilbud, så taber man vel hovedet igen,« siger Flemming M. Larsen med et smil.
Når det er sagt, så er firmaets nye MAN bestemt ingen metervare. Den fine opbygning er lavet på en TGX med 480 heste og det store XXL-førerhus, som bilens faste chauffør, Jimmi Laursen, nyder godt af.
»Førerhuset føles enormt stort at sidde i,« siger Jimmi Laursen, som i de seneste par år har kørt i en Renault
Premium.


»Det var nu også en fin bil at køre i, men komforten er da klart større i den her bil,« lyder det fra chaufføren.

Går en aksel op
Med den nye bil er Jimmi Laursen gået fra to til tre aksler. Det gør trækkeren lidt mere fleksibel, så den fx kan køre en container, når der er stille perioder i ny og næ. Men ellers skal den nye MAN primært køre for Vordingborg Køkkenet.
Flemming M. Larsen etablerede sig som vognmand midt i 90’erne og kørte til at starte med en del til Sydsverige, men i de seneste år har firmaet først og fremmest koncentreret sig om køkken-transporterne. Ved denne type kørsel er bilen som oftest tomands-betjent, og dér kommer det store førerhus også til sin ret, når to mand skal dele hytte dagen lang.
»Man kan ikke forlange af hr. og fru Jensen, at de skal hjælpe med at slæbe op på tredje sal, så derfor er vi altid to mand på bilen,« forklarer Jimmi.


Trods indkøbet af den nye MAN har vognmanden valgt at beholde den ”gamle” Premium – efter nogle drøje år er der nemlig kommet langt mere gang i køkken-transporterne igen.


»Den nye bil er en udvidelse, for der er efterhånden kommet god aktivitetet i markedet igen. Vores godsmængder er oppe på det samme som før finanskrisen,« siger Flemming M. Larsen.

Brugt lidt ekstra
Selvom vognmanden generelt sætter en dyd i at have pæne biler, så har han alligevel gravet ekstra dybt i muldvarpen for at bygge den nye MAN op både inde og ude. På en flot solskinsdag, som den dag vi mødes til fotografering, kommer den flotte finish ekstra meget til sin ret.
»Førhen har vi tit brugt folie til det udvendige, men her på bilen er alting lagt ind i klarlak,« forklarer Flemming M. Larsen.
Lakeringsarbejdet har Peter Laugesen i Ringsted stået for, og der er kælet for detaljerne. Fx er der lagt perlemor ind i den beige farve på bilen, ligesom der er brugt brilliantrød til vognmandens røde farver.
Derudover er bilen kommet på alufælge, lukket af hele vejen rundt i rustfrit stål, bygget pænt op med dørk og eloxerede plader i guldfarve, som også matcher andre af vognmandens biler. Der er også tilvalgt OnSpot-snekæder til den kolde årstid, da firmaet leverer direkte ud til de private modtagere landet over.
»I villakvartererne i dag er der ofte slet ikke ryddet sne. Så holder du dér med varme dæk, og bilen sætter sig fast, mens du læsser af,« fortæller Jimmi Laursen.

Nyt med navnekasse
Vognmanden har også fået bygget en anden bagende på, som passer med siderne, ligesom der er sat lygter, navnekasser mv. på hos H.E. Jørgensen, mens Øgaard i Ejstrupholm har stået for den øvrige opbygning. Hjemme i vognmandsfirmaet har man dog selv monteret lys-dioder bagpå. Det er i øvrigt nyt for vognmanden at have navnekasse foroven på lastbilen over den sænkede solskærm.


Med den opbygning skulle bilen være godt kørende i de kommende år – hvor længe har Flemming M. Larsen dog ikke nogen helt fast politik for.


»Jeg kan godt finde på at køre med bilerne, til de er 10 år gamle. Det kommer dog meget an på, hvordan og hvorledes, bilen arter sig, og hvor meget den kører,« forklarer han.

Tager på træf i sommeren
Jimmi Laursen kører primært i det sjællandske område og når som regel hjem til fyraften. Førerhuset er alligevel indrettet med bekvemmeligheder som kaffemaskine, tv, ligesom FL Buur har plysset kabinen i firmaets traditionelle blå og hvide farver indvendig.


Jimmi Laursen har kørt for Stege-vognmanden i fire år, og det er ikke helt tilfældigt, at det lige er Jimmi, der bliver kaptajn på firmaets nyeste og flotteste bil.


»Jimmi kan godt lide at tage på udstillinger og gå og passe på bilen i det daglige. Ikke alle har den samme interesse i at vaske bil og gå og pudse og holde den ren og flot. Og det er også helt okay. Men det kommer selvfølgelig også an på chaufføren, hvor meget der bliver gjort ved bilen,« konstaterer vognmanden.


Der bliver givetvis også lejlighed for de interesserede til at studere den nye Møn-MAN nærmere hen over sommeren, hvor den besøger forskellige lastbiltræf i og omkring det sydsjællandske.

Artiklen er en del af temaet Forsidebilen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094