23948sdkhjf

Nye Iveco gasbiler til M. Larsen

Iveco Danmark og aut. Iveco-forhandler Nyscan Biler a/s i København har i samarbejde leveret to helt nye Iveco EuroCargo gaslastbiler til renovationskørsel hos M. Larsen Vognmandsforretning i Brøndby.

De to gaslastbiler skal anvendes til indsamling af affald i form af bioaffald og såkaldt restaffald i villaområder i Egedal Kommune.

Bilerne er derfor udrustet med to-delte NTM renovationskasser til hhv. bioaffald, der omdannes til biomasse, samt restaffald, der køres til forbrænding hos Vestforbrænding.

Ved kørsel på komprimeret naturgas opnår bilerne en CO2-reduktion på ca. 20 procent i forhold til kørsel på diesel. Desuden er udslippet af de sundhedsskadelige partikler og NOx også markant lavere end ved kørsel på diesel.

M. Larsens to gasbiler skal tankes på gastankstationer i hhv. Frederikssund og Herlev, der er tilkoblet naturgasnettet. En del af den gas, som tankes fra naturgasnettet er biogas, der er produceret på flere forskellige biogasanlæg i Danmark.

Hvis gaslastbilerne tankes med ren biogas, bliver CO2-udledningen reduceret med ca. 90 % i forhold til kørsel på diesel.

De to gaslastbiler er af typen Iveco EuroCargo ML120EL21-CNG. De er udrustet med 6-cyl. gasmotorer på 210 hk, der er konstrueret til kørsel på komprimeret naturgas, en blanding af natur- og biogas samt på ren biogas.

Af hensyn til chaufførkomfort og driftssikkerhed er bilerne desuden udrustet med 5-trins automatgear.
De har en totalvægt på 12 tons og en nyttelast på 3,4 tons.

De to Iveco EuroCargo gaslastbiler er solgt af salgschef Steffen Andreasen fra Iveco Danmark. Bilerne er klargjort og leveret af Nyscan Biler i København, som fremover også skal stå for den regelmæssige servicering og vedligeholdelse af bilerne.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172