23948sdkhjf

Ny gylletankvogn til Energi Vegger

Energi Vegger A.m.b.a. i Nibe producerer grøn energi baseret på gylle og industriaffald. Energien leveres både som fjernvarme i Vesthimmerlands Kommune og som strøm til det offentlige el-net. Produktionen giver en masse transport, som virksomheden bl.a. udfører med egen gylletankvogn.

Det tager dog Energi Vegger mere end 10 år i gennemsnit at slide en lastbil op, og det er ikke, fordi lastbilerne bliver skånet. Det skyldes snarere at de ikke kører ret mange kilometer, men til gengæld kører rigtig mange kraftudtags-timer.

Energi Veggers første lastbil var en brugt Scania 85 med slamsugeropbygning. Siden har en Mercedes 3535 og en MAN TGA 480 tjent virksomheden godt, og nu er Energi Veggers fjerde lastbil sat i drift. Det er en Scania G 450 LB8x2*6, som lastbilsælger Christian Pedersen fra Stiholt i Aalborg netop har afleveret nøglerne til.

Den nye Scania er opbygget med en 20 m3 gylletank fra VM Tarm, som er overflyttet fra Energi Veggers tidligere MAN-lastbil. Tanken er i rustfast stål, og den blev inden overflytningen renoveret og pudset op af VM Tarm, der også har renoveret og fornyet pumper og andet nødvendigt udstyr.


- Den nye bil skulle have fuld luftaffjedring og 3 styrende aksler, og det kunne Scania levere i den helt rigtige specifikation. Vi fik tilbud fra to andre lastbilmærker, men Stiholt og Scanias tilbud var det mest konkurrencedygtige, både hvad angår specifikationer og pris, fortæller driftsleder Richard Bengtsen.

Den nye Scania G 450 skal deles af to chauffører ved indsamling af gylle i nærområdet, mens eksterne vognmænd står for indhentningen med større tanksættevogne over de længere afstande.


- Vores egen bil kører kun ca. 20.000 km om året. Til gengæld kører den rigtig mange kraftudtagstimer for at pumpe gylle, så vi har aftalt med Stiholt, at den i første omgang skal serviceres efter Scanias nye servicekoncept ”Skræddersyet service”. Her beregner bilen selv behovet for service og olieskiftsintervaller baseret på den aktuelle drift, og så må vi se, hvordan det går, siger Richard Bengtsen.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.251