Fra drengedrøm til selvstændig vognmand
Allerede som 10-årig drømte Nikolaj om at blive mekaniker. Det var dét, han forestillede sig, at fremtiden skulle bringe. Men én enkelt køretur med sin svoger i en lastbil ændrede alt.
Allerede som 10-årig drømte Nikolaj om at blive mekaniker. Det var dét, han forestillede sig, at fremtiden skulle bringe. Men én enkelt køretur med sin svoger i en lastbil ændrede alt. Så snart han sad i førerhuset, vidste han, at det var lastbilchauffør, han skulle være. I dag er Nikolaj 22 år og selvstændig vognmand. Og han elsker det!
Fra FGU til førerhuset
Efter et afsluttet FGU-forløb og 10 måneder hos PostNord besluttede Nikolaj sig for at tage springet og begynde på lastbilkørekort hos DEKRA. Det viste sig hurtigt at være en beslutning, der skulle forme hele hans fremtid. Det fortæller Nikolaj, der i dag står bag Skiholm Transport:
”Jeg tilmeldte mig lastbilkørekort hos DEKRA, hvor jeg mødte Chris. Han gjorde en stor forskel for mig,” fortæller han og uddyber:
”Chris forstod, hvad jeg gerne ville, og hvad jeg er god til. Han hjalp mig videre til et job hos Midtjysk Tanktransport, hvor jeg mødte det, jeg selv vil kalde verdens bedste vognmand. Jeg fik ansvar fra dag ét og fandt virkelig ud af, at branchen var lige noget for mig. Det har helt klart været med til at give mig modet til at starte som selvstændig.”
Drømmen om at have sit eget navn på siden af lastbilen var der altid, men tiden hos DEKRA og de erfaringer, han fik hos Midtjysk Tanktransport og ’verdens bedste vognmand’, gjorde drømmen konkret og mulig.
Springet til vognmand
Nikolajs passion for faget er tydelig, når man ser ham bag rattet. Han ligner en, der har kørt lastbil hele sit liv. Interessen for store maskiner, traktorer og lastbiler har fulgt ham fra barnsben, og i dag lever han drømmen ud hver dag. Om sin hverdag fortæller han:
”Min dag starter mellem kl. 5 og 6 om morgenen og slutter som regel kl. 18. Jeg sover stort set altid hjemme, planlægger selv min dag og har ikke nogen, der ånder mig i nakken. Den frihed betyder alt for mig.”
Friheden, ansvaret og glæden ved at styre sin egen hverdag blev for alvor til virkelighed, da Nikolaj færdiggjorde vognmandskurset hos DEKRA. Og selvom det ikke altid er let at starte sit eget, lod han sig ikke stoppe. I april i år rullede han ud på sin allerførste tur som ejer af Skiholm Transport.
”Det er udfordrende i starten, når man skal finde nogen at køre for. Det er lidt som efter kørekortet – man skal bare ud og sparke nogle døre ind. Jeg kontaktede en masse virksomheder, og i starten var det svært at finde noget. Men så talte jeg med en i mit netværk, der manglede én til natkørsel – og siden har jeg kørt fast.”
Fremtiden for Skiholm Transport
Nikolaj er ikke en, der gør tingene halvt. Hans tro på projektet, og på sig selv, er tydelig.
”Jeg har en stor tro på tingene og tager ikke nej for et svar. Jeg bliver ved, indtil jeg opnår det, jeg vil. Jeg
drømmer om at få flere biler i Skiholm Transport, ansætte nogle medarbejdere og skabe et godt samarbejde med dem,” afslutter Nikolaj.
Nikolajs historie er et stærkt eksempel på, hvad der kan ske, når drivkraft møder de rette muligheder. For ham startede det hele med en enkelt køretur som barn – og senere med et kursus, der viste sig at åbne dørene til en hel branche. I dag ruller Nikolaj afsted i sin egen lastbil hver morgen, og drømmen vokser for hver kilometer. Og én ting er sikkert: Nikolaj er kun lige begyndt.