23948sdkhjf

Fragtdirektør: Så meget vil km-afgiften koste os

Regeringens forslag om en kilometerafgift på godstransport møder kraftig modstand hos landets transportvirksomheder – ikke mindst hos Danske Fragtmænd. De venter en ekstra regning på 100 millioner kroner årligt fra 2025, når km-afgiften træder i kraft.

- Den omkostning skal vi hente hjem. Derfor bliver det i sidste ende forbrugeren, som betaler regningen, fordi priserne stiger i alle led af forsyningskæden, siger adm. direktør Jørn P. Skov, Danske Fragtmænd.

Han ser kilometerafgiften som en skat på sit erhverv, der skal kompensere for de udgifter staten har haft ved sænke afgifterne på private el-biler.

- Desuden skaber regeringen med km-afgiften et nyt afgiftssystem, som man ikke har erfaringer i at administrere. I stedet burde regeringen indføre en afgift på diesel og benzin. Det vil samtidig være meget nemmere at administrere, fordi der allerede er et system, som kan løse den opgave, siger Jørn P. Skov.

Skader eksporten

- En kilometerafgift vil dertil skade de virksomheder, der tjener pengene uden for landets grænser, siger Jørn P. Skov.

- De bliver pålagt en omkostning, som deres europæiske konkurrenter undgår. Og det skader naturligvis de eksporterende virksomheders konkurrencekraft.

Begræns privat kørsel

- Hele præmissen for forslaget om km-afgiften er, at regeringen vil mindske kørslen og dermed trængslen på vejene. Det vil ikke ske, for vi kører ikke rundt med tomme lastbiler. Vi fylder jo op på alle strækninger, for det vil være uklogt og skade vores forretning, hvis ikke vi har kunder til de fleste kørsler, forklarer Jørn P. Skov.

- Skal trængslen på vejene ned, er det privatbilismen som skal bremses, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093