23948sdkhjf

Mød chaufføren på Danmarks første tunge el-lastbil

Bjarne Hansen hedder chaufføren på Danmarks første eldrevne langdistance-vogntog. Bjarne kører i fast rutefart mellem Arla i Hobro og Slagelse med mejeriprodukter, og det er netop til ære for Bjarne og hans nye Volvo FH Electric, at landets første offentlige ladestander for nylig er banket op i Nyborg.

Bilen har en batterikapacitet på 540 kWh, og det rækker ikke helt til turen på små 300 km med fuldt læs på op til 40 ton for det 5-akslede vogntog.

- Jeg læsser op fra Hobro, hvor bilen står og lader op over natten. Så er den fuldt ladet op, når jeg kører afsted, og så passer det med, at jeg kan nå til Nyborg og lade helt op. Hvis det går efter planen, fortæller Bjarne Hansen.

Og det gør det ikke nødvendigvis. Til den officielle åbning af ladestationen ankom hovedpersonerne – Bjarne og lastbilen – med en vis forsinkelse pga. kraftig blæst undervejs på turen fra Hobro. Den slags tærer ekstra på batteriet, og derfor måtte Bjarne holde ind ved Brabrand og ”sjatlade” 20-25% på batteriet for at være sikker på at komme hele vejen til Nyborg.

- Man skal tænke fart hele tiden. Det er farten, der dræber batteriet. Jeg kører 80 hele tiden, hverken mere eller mindre. Jeg kan se, at lige så snart jeg begynder at lege lidt med farten, så går det stærkt med rækkevidden. 80 kan man leve med, men helst ikke mindre. Det kan også gå for langsomt, konstaterer Bjarne Hansen.

Efter en fuld opladning i Nyborg (som tager ca. 1 time og 45 min.) kører Bjarne til Slagelse og læsser af – og læsser op igen, inden han tager turen tilbage over det store bælt og igen giver batterierne et skud strøm op til maksimal kapacitet i Nyborg. På infotainment-skærmen i førerhuset kan chaufføren følge med i status på opladningen, og hvor mange kilometer rækkevidde batterierne aktuelt vurderes at have for vogntoget.

Bilen er den første elektriske Volvo FH leveret på danske plader, og den tilhører DFDS Køletransport (tidligere Skive Køletransport), hvor Bjarne Hansen har været ansat siden årsskiftet.

- Jeg fik at vide, da jeg kom, at de havde en plan med mig. Jeg har kørt for Arla førhen, da DSV havde den her kørsel. Der har jeg kørt i 14 år, og DFDS ville gerne have en chauffør, der kendte kørslen, til at være den første til at lege med det her elektriske, fortæller Bjarne, der tidligere aldrig havde kørt elektrisk.

Til sin rådighed har chaufføren tre elmotorer, der leverer en samlet effekt på 490 kW (666 hk). Det er altså mere end rigeligt til at fragte mælk, yoghurt og cremefraiche frem og tilbage mellem det sydlige Nordjylland og til den vestsjællandske købstad.

- Den kører fantastisk. Der er ikke så meget spektakel. I dag har jeg en eltrailer med elektrisk køleanlæg, og det larmer ikke. Til gengæld lægger man virkelig mærke til køleanlægget, hvis det er med dieselmotor, for det lagde man jo aldrig mærke til førhen, når man kørte. Så det er lidt sjovt og anderledes at køre på den måde, men bilen kører jo godt, siger Bjarne.

Når han har knappet en af DFDS’ eldrevne køletrailere på, som denne dag til Nyborg, kører vogntoget altså helt fossilfrit.

Bjarne Hansens lastbil er den første af en række tunge el-trækkere til DFDS Køletransport – den næste kan man se på udstillingen Transport 2023 i Herning 20.-22. april.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063