23948sdkhjf

Jan Harry kvitter chaufførlivet: Nok er nok

60-årige Jan Harry Nielsen fra Rønnede har været en del af transportbranchen, siden han i 1981 begyndte som speditørelev. Siden er det blevet til blandt andet 12 år som speditør, syv år som disponent, tre år som eksportchauffør, syv år som chauffør med dagligvarer og syv år som chauffør med skibscontainere.

Men nu har den erfarne chauffør, der senest har kørt for Ancotrans, valgt at trække stikket og kvitte lastbilen til fordel for et job i en truck. Det meldte han ud via Facebook fredag. Begrundelse? Jan Harry Nielsen har fået nok af en lovgivning, som han ikke ser mulighed for at efterleve.

Jan Harry Nielsen peger blandt andet på manglen på snebroer. En mangel, der betyder, at chaufførerne efter Jan Harry Nielsens udsagn sidder med kørekortet hængende ud ad vinduet, når de kommer til endnu et sted for at hente en container, der ikke er til at sikre for flyvende is og sne.

- Hvor pokker var fagforeningerne, arbejdsgiverorganisationerne, speditørerne og vognmændene henne, da man i Folketinget fik gennemført loven om, at vi som chauffører kan miste vores kørekort for at smide is og sne af lastbilernes tage. Det er ikke, fordi jeg synes, det er i orden. Men hvordan pokker skal vi efterleve det i hverdagen. Vi kan/eller må ikke kravle op på tagene uden faldsikring. Disse forefindes ikke på nogle rastepladser i Danmark. De findes ikke hos kunderne. De findes ikke i havnene, hvor løs-trailerne bliver sat af, siger Jan Harry Nielsen.

- Hvorfor skal vi stå med aben? Hvorfor er der ingen af dem, der leder og fordeler arbejdet for os chauffører, som tager et ansvar og beskytter os? Ancotrans har sat en snebro op i Glostrup, det hjælper bare ikke på det, når vi afhenter containere i havnene eller hos kunderne. Stor tak til Ancotrans for at forsøge at løse problemet, siger Jan Harry Nielsen.

- Jeg synes ikke, der er nogen, der beskytter lastbilchaufføren. Er du maskinarbejder og brænder en maskine af til 15 millioner, så får du en ordentlig skideballe, men du kan gå lidt ned ad vejen og få et nyt job. Det kan jeg ikke, hvis jeg har mistet et kørekort, fordi jeg har smidt is og sne på motorvejen, siger Jan Harry Nielsen.

Han har nu fået nyt arbejde, mandag var første dag, og arbejder med at flytte containere med truck inde i selve Frihavnen. Han fortæller, at han havde det nye job i baghånden, inden han valgte at kvitte lastbilchaufførlivet. Nu er jobbet fra 7-15.

- Lønnen er bedre, og så er der ikke noget kørekort på spil, siger Jan Harry Nielsen.

Siden Jan Harry Nielsen fredag offentliggjorde, at han har valgt at kvitte chaufførbranchen, er det strømmet til med positive tilkendegivelser.

- Der har faktisk kun været én, der var negativ. Jeg er stoppet, jeg har råbt højt og sagt, nu er nok nok. Og som flere har skrevet på min private profil, at det burde de også selv have gjort, siger Jan Harry Nielsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094