23948sdkhjf

Fogtmann Logistik hyldet med transportpris

FDE Fonden har uddelt sin årlige ”Initiativpris”, der i år er gået til Fogtmann Logistik A/S i Vejle. Prisen blev overrakt til virksomhedens administrerende direktør, Klaus Fogtmann, ved ITD’s generalforsamling 2023.

FDE Fondens formand, Jens Iwer Petersen, fortalte i forbindelse med overrækkelsen, at FDE Fonden med denne pris ønsker at hylde en virksomhed, der ved at vise særligt initiativ kan være til stor inspiration for andre i transportbranchen. I sin tale lagde han særligt vægt på, hvordan årets vinder er en virksomhed, der går forrest i kampen om en grønnere transportbranche, inden han til slut kunne afsløre vinderen som Fogtmann Logistik A/S.

– Virksomheden har igennem flere år bl.a. haft et særligt fokus på den grønne omstilling, og den har vist sig frem som en af de mest innovative virksomheder i branchen. Virksomheden har bl.a. fået udarbejdet en bæredygtighedsrapport, som gjorde den klogere på, hvor den præcist kunne sætte ind for at mindske miljøpåvirkningen – herunder bl.a. i forhold til at mindske tomgangskørsel. Desuden har virksomheden igennem avanceret teknologi formået at ruteoptimere og dermed minimeret mængden af unødvendig transport, sagde Jens Iwer Petersen.

- Virksomheden gør en dyd ud af, at de grønne visioner udleves i et tæt samarbejde med kunderne. Det gælder også i forhold til standarder for lydløs levering, der ikke generer naboerne. Alle elementer i forhold til køretøjet, løftegrej m.m. er indtænkt i bestræbelserne, ligesom der er en tæt kontakt til kommunerne med henblik på muligheden for at udvide leveringstiderne. På den måde formår virksomheden at finde de bedst mulige løsninger, der også passer til kundernes behov, sagde Jens Iwer Petersen.

Han roste desuden Fogtmann Logistik A/S’ administrerende direktør, Klaus Fogtmann, for at tænke som en iværksætter med store ambitioner.

– Prismodtageren er også ved at se nærmere på brint-lastbiler, hvilket er yderligere et eksempel på, at der til stadighed er store ambitioner om at minimere miljøpåvirkningen. Virksomheden drives med en iværksætters tankegang og tager ansvar for, at den grønne omstilling er en løbende proces med henblik på at gøre logistikken mest mulig CO2-neutral og samtidig sikre kundernes behov for effektiv levering.

Herefter overrakte FDE Fondens formand årets ”Initiativpris” bestående af et legat på 50.000 kroner, et diplom og en statuette til Fogtmann Logistik.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062