23948sdkhjf

ATL: Kommuner stjæler opgaver fra private vognmænd

En række af landets kommuner tilbyder at hente erhvervsaffald i mængder, der langt overstiger lovgivningen på området. Det viser en gennemgang af kommunernes regulativer for erhvervsaffald, som ATL og ARI har foretaget.

- I bedste fald er her tale om, at kommunerne vildleder virksomhederne. Og i værste fald om et bevidst forsøg fra kommunernes side på at stjæle opgaver fra private vognmænd og affaldsindsamlere, siger Lars William Wesch, der er branchedirektør i ATL, i en nyhedsmail

Ifølge lovgivningen må en kommune i dag gerne tilbyde en affaldsordning til virksomheder, hvis deres affald i art og mængde svarer til en almindelig husstands. Det vil i praksis sige, at ordningen er målrettet små erhvervsdrivende såsom frisører, små konsulentfirmaer og lignende. Derimod skal virksomheder, der producerer mere affald end en almindelig husstand bruge en privat aktør.

Alligevel tilbyder flere kommuner i dag at hente for store mængder erhvervsaffald. Derudover pålægger en række kommuner også virksomhederne at bruge det kommunale tilbud – selvom virksomhederne i dag frit må vælge, hvem der skal hente affaldet.

- Hvis det var private leverandører, der misinformerede så kraftigt, ville politikerne nok sætte ind meget hurtigt. Så jeg har en klar forventning om, at der også hurtigt rettes op i denne sag, siger Lars William Wesch.

De nuværende regler for erhvervsaffald er indført trinvis den 1. juli 2022 og den 1. januar i år i forlængelse af folketingets klimaaftale for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi, der blev vedtaget i 2020. Klimaaftalen skulle sikre, at mere affald genanvendes eller genbruges - og at mindre brændes af. Samtidig fastlagde planen, at affaldshåndteringen skal foregå ensartet over hele landet, på markedsvilkår og med private virksomheder som omdrejningspunkt.

ATL og ARI har gennemgået kommunernes erhvervsaffaldsregulativer i Energistyrelsens database NSTAR. Gennemgangen viser, at over halvdelen af kommunerne fejler på et eller flere af de tre områder, som undersøgelsen har fokuseret på: Restaffald, forbrændingsegnet affald og genanvendeligt erhvervsaffald. Fem kommuner afviger på alle tre områder og kun 40 kommuner har regulativer, der på alle tre områder flugter med lovgivningen.

Tallene fortæller Lars William Wesch, at det er på tide at gøre helt op med kommunernes regulativer for erhvervsaffald.

- Som lovgivningen er i dag, vil den nødvendige udvikling af affaldssektoren være langt bedre tjent med, at regulativerne for erhvervsaffald bliver sløjfet. For som det er nu, er kommunerne de fleste steder kun med til at så tvivl om reglerne og dermed skade konkurrencen på et område, som klimaplanen ellers har til hensigt at styrke, siger Lars William Wesch.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109