23948sdkhjf

Kartoffel-sagen: Chauffør sigtet for at skabe fare

Før vedtagelse af vejafgift er kartofler tabt flere steder. Vognmænd afviser sammenhæng - chauffør er sigtet

En bilist på Storebæltsbroen bevidnede torsdag morgen, hvad der skete, da en større mængde kartofler endte på kørebanen. Kartoflerne befandt sig på en lastbil, som bilisten fulgte efter, samtidig med at politiet blev tilkaldt.

I Korsør stoppede politiet lastbilen og anholdt chaufføren - en 57-årig dansk mand. Han er blevet sigtet for straffelovens paragraf 252 om at udsætte andres liv og førlighed for fare, oplyser Fyns Politi til Ritzau.

- Lastbilen holder i øjeblikket stille med henblik på at blive beslaglagt, så det kan blive undersøgt, om der har været en fejl på den, der kan forklare, at kartoflerne er blevet tabt, fortæller pressemedarbejder Sunniva Pedersen-Reng.

Klokken var 06.45 torsdag morgen, da Fyns Politi modtog en anmeldelse om kartofler på kørebanen i den ene retning på broen. Et kvarter senere kom en anmeldelse om, at der også lå kartofler på kørebanen i den anden retning.

I en anden politikreds, Sydøstjyllands Politi, blev der tidligere på morgenen tabt kartofler på kørebanen på motorvej E45 mellem Skærup og Kolding.

- Nu skal vi efterforske, om kartoflerne er blevet tabt forsætligt, og om der kan være en sammenhæng mellem de forskellige tilfælde, siger Sunniva Pedersen-Reng.

Hvad vidnet fra Storebæltsbroen har forklaret, ønsker politiet indtil videre ikke at oplyse nærmere om. Politiet vil gerne i kontakt med yderligere vidner, og deres forklaringer skal ikke påvirkes af, hvad vidnet fra broen har oplyst.

- Men der er noget i forklaringen, som gør, at vi har en mistanke om, at det er sket forsætligt, siger Sunniva Pedersen-Reng.

Kartoffelepisoderne falder sammen med, at Folketinget torsdag skal foretage tredjebehandling af et lovforslag om kilometerbaseret vejafgift for lastbiler. Forslaget har mødt modstand blandt en række vognmænd.

De har tidligere iværksat en række demonstrationer, hvor de med deres lastbiler blandt andet har blokeret motorvejstilkørsler. Men kartoffelepisoderne vil de vrede vognmænd ikke lægge navn til.

- Det har ikke noget med os at gøre. Det er ikke den måde, vi arbejder på, og det kommer vi til at tage afstand fra, siger Jakob Forman, der er talsmand for de utilfredse vognmænd.

Over for Lastbil Magasinet har landets største kartoffeltransportør, vognmand Benny Nielsen fra Fredsø Vognmandsforretning, også afvist ethvert kendskab til de tabte kartofler.

Hos Fyns Politi fortæller Sunniva Pedersen-Reng, at anklagemyndighedens jurister nu skal vurdere, hvorvidt den 57-årige skal stilles for en dommer med henblik på varetægtsfængsling.

Ifølge pressemedarbejderen er der ikke registreret nogen trafikuheld, som skyldes kartoflerne.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062