Tanker på vejen: Så møj manne tak!
Tekst: Hans E. Rasmussen
Overskriften er en vending, jeg ofte hørte i min barndom, og hvor er jysk dog finurligt. Direkte oversat: så meget mange tak!
Men nok om det: Nu har jeg endelig taget mod til mig og taget en beslutning, der gør mig tung om hjertet, men ikke desto mindre også er en mulighed for at se fremad mod et otium, hvor jeg ikke absolut skal noget, altså ud over, hvad konen sætter mig til.
Som den kvikke læser sikkert har bemærket, har min klumme manglet i nogle måneder, og det kommer den også til fremover. Jeg gik simpelthen ned med stress, for anden gang i mit liv, og var heldigvis denne gang klog nok til at trække stikket i tide, hvorved jeg undgik at ryge helt ned i kælderen. Diabetes-stress kalder de kloge den variant, jeg havde, og det har da sikkert også noget med diabetes at gøre, men det ligner til forveksling al anden stress. Og kuren er den samme: at trække stikket, helst også til de sociale medier.
Det har været dejligt med nogle måneder, hvor jeg ikke havde en deadline hængende over hovedet, og gerne skulle finde på et eller andet relevant at skrive om. Den deadline har jeg faktisk haft som fast makker i over tyve år, og jeg skal da gerne indrømme, at den tid, hvor der udkom 16 blade om året, var ved at tage pippet af mig. Det lyder måske ikke af noget særligt at skulle præstere en enkelt side hver måned, men en klumme skal helst indeholde noget væsentligt og noget hjerteblod. Man kan ikke ramme plet hver gang, men som minimum skal man helst ramme noget brugbart.
Nogle måneder uden deadlines har fået mig til at tænke, at sådan skal det også fortsætte. Jeg har selv den holdning, at en klumme helst skal være et fast indslag i bladet. Valget står altså imellem faste deadlines, eller ingen klummer, og så vælger jeg af hensyn til helbredet det sidste.
Derfor vil jeg gerne lige takke mine læsere, inden det er helt slut. Jeg har mødt mange af jer, og fået megen ros, og på det punkt ligner jeg alle andre: jeg kan ikke modstå ros.
de eneste negative reaktioner er lidt mindre hærværk
Når det er sagt, vil jeg egentlig også gerne takke alle dem, der ikke bryder sig om mine klummer. Og hvis man spørger, for hvad? Ja, så er det fordi de stort set har udvist god demokratisk ånd, og ladet mig gå i fred.
I de gode gamle dage, hvor bladet afholdt et årligt lastbilshow, havde jeg stor glæde af samværet med såvel bladets øvrige ansatte, som læserne. Hvis jeg mødte nogen, jeg var direkte uenig med, kunne vi alligevel altid have fornøjelse af at bytte et par løgnehistorier, og sådan skal det også være. De eneste negative reaktioner, jeg har oplevet, mens jeg har skrevet klummen, er lidt mindre hærværk på et par af mine biler. Træls, men ikke uoverkommeligt, og det kunne henføres til en enkelt person, så det store flertal har altså opført sig ordentligt.
demokrati er mere populært i teorien end i praksis
Jeg har lige fra starten været glad for bladets ånd, som selvfølgelig har sit udspring i bladets to grundlæggere. Man kunne have valgt at lave transportens onsdagsavis, fyldt med sponsorvenlig onsdagsjournalistik, men i stedet valgte man at give plads til såvel vognmænd som chauffører, dels ved at hyre mig, og senere Baloo, men også via andre rubrikker i bladet, hvor læsere fra alle dele af branchen kommer til orde. Man har heller ikke været bange for at gå i flæsket på branchens mere tvivlsomme skyggepersoner. Jeg håber, det fortsætter i den ånd, for det er netop det, der gør bladet unikt.
For mit eget vedkommende har jeg altid forsøgt at gøre opmærksom på det magtmisbrug, som foregår rundt omkring i samfundet, og jeg har altid forsøgt at tale magten direkte imod, og det er bestemt ikke alle hjørner af pressen, der levner spalteplads til det. Demokrati er mere populært i teorien end i praksis, så pas på det, der hvor det lever!
Min klumme har altid betydet meget for mig, og jeg sammenligner da også mine følelser lige nu med tiden, hvor et barn flytter hjemmefra. Det gør ondt, men man ved også, at det er bedst sådan. En fase er slut, og en ny begynder.
Men altså, slut herfra. Jeg tåler ikke længere deadlines, og så behøver man som folkepensionist ikke at skaffe sig sådan nogle på halsen. I stedet nyder jeg i fulde drag at lufte min hund fire gange om dagen, og arbejde videre med det guitarspil og den musikteori, som jeg ikke har haft tid til at dyrke i årevis. Jeg skal ikke bruge det til noget, andet end til personlig fornøjelse, og til at holde mig i live. Jeg glæder mig til at få nogle år, hvor jeg selv helt bestemmer over mit liv, og har et godt helbred, der sætter mig i stand til at nyde det. Hvis altså ikke manden med leen overrasker mig. Det ved man aldrig, han har allerede snuppet et par stykker i min aldersgruppe, men jeg vil nyde livet, mens jeg kan, og ønsker jer alle et godt liv, og så møj manne tak.
