23948sdkhjf

Store mængder vand på vejene flere steder i Østjylland

Vand på vejen har forårsaget et færdselsuheld, fortæller vagtchef

Flere steder i Østjylland er der meldinger om store mængder vand på vejene, og indtil videre har der været et enkelt vejrrelateret færdselsuheld.

Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Mikkel Møldrup tidligt onsdag morgen.

Ingen personer er kommet til skade ved uheldet, hvor en personbil kom kørende med høj fart mod en stor vandpyt på kørebanen på motorvejen.

- De nåede at bremse ned, men mistede kontrollen over bilen, siger Mikkel Møldrup.

Ifølge vagtchefen er der store vandpytter på både E45-motorvejen samt hoved- og landeveje i hele kredsen.

Ifølge P4 Trafik Midt & Nord er højre vognbane på Djurslandmotorvejen onsdag morgen spærret omkring en frakørsel til Søften på grund af store vandmængder.

Linda Davidsen, der er vagthavende i Vejdirektoratets trafikcenter, fortæller, at bilister onsdag morgen skal forvente længere rejsetid.

- Som det ser ud lige nu, skal bilisterne i Aarhus-området have god tålmodighed fra morgenen, siger hun.

Vejdirektoratet har udsendt slamsugere fra Falck for at dræne vand fra de ramte områder.

- Vi har ryddet alt, hvad der er fra Falck, siger Linda Davidsen.

Det igangværende arbejde betyder, at der på flere strækninger er færre spor at køre på.

I weekenden fik et kraftigt blæsevejr vandstanden til at stige markant. Flere steder i landet førte uvejret til stormflod, har Naturskaderådet vurderet.

Ifølge DMI er vandstandene i vandløbene stadig over normalen - især i den centrale del af Jylland. Derfor kan yderligere regn skabe nye oversvømmelser.

Siden tirsdag er der kommet en del regn i hele Danmark. DMI har et varsel ude om kraftig regn i den centrale del af Jylland fra tirsdag klokken 12 frem til onsdag klokken 12.

Her forventer DMI, at der kommer mellem 30 og 50 millimeter regn i perioden.

Allerede tidligt onsdag morgen er der faldet over 30 millimeter regn i Østjylland, fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Mille Jensen. Det skal dog endeligt verificeres understreger hun.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093