Det bliver et år med grøn omstilling som en af de helt store overskrifter for vognmændene.
Det konkluderer formand for ITD, selvkørende vognmand John Agervig Skovrup fra Bække, efter at vognmandsorganisationen i weekenden holdt sin årlige generalforsamling.
Oven på generalforsamlingen, der fandt sted på Hotel Nyborg Strand og tiltrak 152 medlemmer, kalder han det en særligt ”spændende periode”, som vognmændene er i netop nu – og her tænker han særligt på udfordringerne ved en grøn omstilling. Men John Agervig Skovrup mener også, at regeringen med sit seneste udspil om blandt andet en forhøjelse af afgiften på dieselolie har lyttet til branchen.