23948sdkhjf

Minister vil ændre regler for registrering af ansatte med firmabil

Skatteminister vil ændre bekendtgørelse, så ansatte ikke længere skal registreres som brugere af firmabil

Arbejdsgivere skal fremover alligevel ikke registrere alle ansatte med adgang til en firmabil.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) har nemlig besluttet, at ændre en bekendtgørelse, som pålægger arbejdsgivere at registrere alle medarbejdere, som har adgang til en firmabil i over 30 dage.

Det skriver ministeren i en mail til Avisen Danmark.

- Lønmodtagere skal selvfølgelig ikke risikere at hænge på arbejdsgiverens regninger, og arbejdsgivere skal ikke dynges til i administrativt bøvl. Derfor har jeg besluttet at ændre bekendtgørelsen, så arbejdstagere ikke længere skal registreres som brugere for arbejdskøretøjer, skriver han.

Bekendtgørelsen trådte i kraft 1. juli i år. Foruden registreringsdelen betyder den også, at de lønmodtagere, som bliver registreret som brugere af et køretøj, kan komme til at hæfte for eksempelvis ejerafgift.

Det er ifølge Avisen Danmark uklart, hvor meget bekendtgørelsen vil blive ændret. Det har ikke været muligt for mediet at få uddybet, lyder det.

Reglerne har fået kritik fra erhvervslivet. Blandt andet hos SMVdanmark, hvor man var uforstående over for, hvilket problem reglen skulle løse.

- Reglen er derfor efter SMVdanmarks opfattelse et lysende eksempel på en tåbelig, unødvendig administrativ byrde og udgift, man pålægger virksomhederne, skrev organisationen i en pressemeddelelse tidligere i august.

Det blev annonceret i en pressemeddelelse fra Motorstyrelsen 28. juni, at de nye regler ville træde i kraft 1. juli.

Formålet med bekendtgørelsen er ifølge Avisen Danmark at sikre bedre kontrol med, hvem der har adgang til bilerne på de danske veje. Det skal være med til at bekæmpe vanvidskørsel, snyd inden for leasing af biler og omgåelse er afgifter.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063