Bro forsvinder på et døgn: Men ramper spærres i længere tid
Det er blevet tid til at udskifte den træbro, som går over til- og frakørsel 23 Aalborg N på motorvej E45, og som forbinder de to campusområder af Tech College.
I stedet kommer der en buebro i beton med et trædæk hængende i stålwires. Det er en bæredygtig løsning, der kan tilses og vedligeholdes uden væsentlig afspærring af trafikken.
- Det er en gammel træbro fra 1969, som står til udskiftning. Den kommende weekend kommer vores entreprenør med en masse store maskiner, som kan ”bide” broen i stykker og vi forventer, at broen er helt væk i løbet af et døgn. Arbejdet er forbundet med nogen støj, og de nærmeste naboer er blevet adviseret om arbejdet, siger Lotte Braad Sander, fagprojektleder i Vejdirektoratet.
Lukkede ramper
Selve nedrivningen af stibroen foregår i dagtimerne lørdag 23. november, men arbejdet betyder, at til- og frakørsel 23 Aalborg N på E45, lukker fra omkring kl. 6 lørdag morgen 23. november. Arbejdet forventes færdigt søndag morgen kl. 6, hvor til- og frakørslen igen åbner.
Afkørselsrampe Rørdalsvej/Øster Uttrupvej i vestgående retning og tilkørselsrampe fra Øster Uttrup Vej til E45 vil dog være spærret i forlængelse af arbejdet og frem til den 22. december. Dette skyldes, at arbejdet med fundamenterne til den nye bro kræver, at ramperne er lukket.
- Det nye brodæk ankommer i 2025 i flere dele, som så skal monteres på samme sted som den gamle bro. Arbejderne bliver udført i to operationer i starten af 2025, hovedsageligt hen over weekender, hvor motorvejens til- og frakørsel er lukket, mens vi udfører denne lidt spektakulære operation med montage af to store betonbuer til den nye stibro, siger Lotte Braad Sander.
Til- og frakørsel 23 Aalborg N til E45 vil ved montagen af den nye stibro blive spærret fra fredag 10. januar kl. 19 til mandag 13. januar kl. 6 og igen fra fredag 17. januar kl. 19 til mandag 20. januar kl. 6.
Færdig i februar 2025
Vejdirektoratet forventer, at den nye bro er færdigmonteret i starten af februar 2025 og derefter er klar til at blive taget i brug.
Trafikanter skal i forbindelse med både nedrivning af den eksisterende stibro og montage af den nye bro være opmærksomme på, at man ikke kan benytte til- og frakørsel 23 Aalborg N til Nordjyske Motorvej over de tre weekender 23.-24. november, 10.-13. januar og igen 17. til 20. januar 2025.
Desuden er frakørselsrampe Rørdalsvej/Øster Uttrupvej i vestgående retning og tilkørselsrampe fra Øster Uttrup Vej til E45 via tilkørsel 23 spærret fra 24. november kl. 6 til 22. december kl. 6. I den periode foregår arbejdet med fundamenter til den nye bro, som kræver lukning af disse ramper. En oplagt alternativ vej er næste til- og frakørsel 24, hvilket giver cirka 1 km omvej.