Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker.
Og mange chauffører trak nok på smilebåndet, da de læste "Den Unge Trucker" Jesper Borg Nordsigs seneste jobopslag, som gik viralt på Facebook.
I sit opslag i april søgte han en ny lastbilchauffør til sit firma, JBN Transport, og det blev gjort med en god portion humor. Han efterlyste blandt andet en chauffør med "styr på gearstangen – og humøret", "der kan bakke med anhænger uden at svede", og "som kan finde vej uden GPS – eller i det mindste lade som om". Derudover lagde han vægt på, at vedkommende skulle repræsentere firmaet godt ude hos kunderne – "det betyder rene sko og en pæn tone i radioen".