MAN Truck & Bus Group har indgået en aftale om at sælge sit danske datterselskab, MAN Truck & Bus Danmark A/S, til Semler Gruppen A/S, en af Danmarks førende mobilitetsudbydere og mangeårig partner til Volkswagen Group.
Salget markerer et strategisk skridt med henblik på at styrke MANs tilstedeværelse på det danske marked gennem en stærk, lokal partner, lyder det i en pressemeddelelse fra selskabet.
- MAN Danmark er en stærk og kundecentreret organisation. Vi er glade for at kunne videreudvikle vores forretning sammen med Semler – en partner, der deler vores værdier, vores engagement over for kunderne og vores langsigtede vision for bæredygtig transport. Vi er overbeviste om, at dette skridt vil gavne vores danske kunder betydeligt. Ud over det allerede stærke MAN-team i Danmark bidrager Semler med dyb markedsindsigt, omfattende erfaring med komplekse køretøjsoperationer og en klar ambition om at drive omstillingen mod bæredygtig mobilitet, siger Roman Sitte, Head of Sales Area Europe hos MAN.
Semler Gruppen A/S vil, efter opnået myndighedsgodkendelse, overtage alle MAN-ejede aktiviteter i Danmark, herunder import- og detailforretningen, og vil repræsentere både MAN- og NEOPLAN-mærkerne lokalt. Omkring 300 medarbejdere vil blive en del af Semler Gruppen som led i overtagelsen.
- Medarbejderne hos MAN har stor brancheerfaring, og vi ser frem til at byde dem velkommen i Semler og starte samarbejdet med dem og forhandlerne. Vi vil bygge videre på de stærke produkter, de solide resultater og det kundeorienterede fokus, som MAN allerede har, og vi glæder os til at bidrage til endnu bedre løsninger for kunderne og sammen styrke forretningen yderligere, siger Ulrik Drejsig, adm. direktør i Semler Gruppen.
Med denne transaktion ønsker MAN at styrke sin position yderligere på det strategisk vigtige danske marked.
- Vi er overbeviste om, at dette skridt vil være til stor fordel for vores danske kunder. Til det allerede stærke MAN-team i Danmark tilfører Semler både dyb markedsforståelse, stor erfaring med drive komplekse bilforretninger og en klar ambition om at drive omstillingen mod bæredygtig mobilitet, tilføjer Roman Sitte.
Gennemførelsen af transaktionen er betinget af godkendelse fra de danske konkurrencemyndigheder, og endelig overdragelse forventes at finde sted i begyndelsen af 2026.
Om Semler Gruppen A/S
Semler Gruppen A/S er en af Danmarks førende mobilitetsudbydere og driver innovation inden for både privat transport og landbrug.
Gruppen står for import og detailsalg af mærker som Volkswagen, Audi, SEAT, CUPRA, Škoda, Porsche, Lamborghini, Bentley og Ducati i Danmark, og har desuden aktiviteter i Sverige, Estland, Letland og Litauen.
Semler Equipment er samtidig en foretrukken partner for landbruget og repræsenterer mærker som John Deere og Väderstad samt entreprenørmaskiner fra blandt andre Hitachi.
Gruppens ydelser omfatter også finansiering, leasing, opbygning og konsulenttjenester gennem datterselskaber som Volkswagen Semler Finans Danmark, Enterprise Rent-A-Car, Holo og Connected Cars.
Semler Gruppen A/S er et familieejet selskab med cirka 3.200 medarbejdere og opnåede en omsætning på 28 mia. DKK i 2024.
Om MAN Truck & Bus Danmark A/S
MAN Truck & Bus er en af verdens førende producenter af erhvervskøretøjer og udbydere af transportløsninger.
Virksomhedens produktportefølje omfatter lastbiler, varevogne og busser til både person- og godstransport. MAN er stærkt engageret i den grønne omstilling af transportsektoren og er blandt frontløberne i udviklingen af erhvervskøretøjer drevet af alternative energikilder – herunder el.
MAN Truck & Bus er en del af TRATON SE og beskæftiger over 34.000 medarbejdere globalt.
MAN Truck & Bus Danmark omsatte for 1,2 mia. DKK i 2024.