Iveco lancerede før sommerferien en ny version af fabrikkens elektriske trækker i Iveco S-eWay-serien.
Den nye eltrækker er med ny batteriteknologi, længere rækkevidde og en ny aerodynamisk front.
Den nordiske Iveco-importør har gode forventninger til den nye model, som er udstyret med et batterisystem konstrueret til at klare temperaturer fra -30 til +45 grader. De tre nye LFP-batteripakker indeholder i alt 603 kWh, hvilket skulle klare en rækkevidde på op til 600 km.
- Med S-eWay sættevognstrækkeren viser vi, at eldrift nu også er et realistisk og pålideligt alternativ til langdistance- og tungtransport, selv i vores nordiske klima. Vi ser en hurtigt voksende efterspørgsel på eldrevne transportløsninger, og her imødekommer vi den med klassens bedste rækkevidde, komfort og robusthed, lyder det fra Kåre Neergaard, Head of Product & Marketing hos Hedin Nordic Truck, der repræsenterer Iveco i Norden.
– Vi har kunder fra Kiruna til København, og de har alle én ting til fælles – de har brug for løsninger, der fungerer uanset vejr, afstand eller last, siger Kåre Neergaard.
Stikker snuden frem
En af de mest markante nyheder er den forlængede og aerodynamisk optimerede front, kaldet AeroCab. Den er 26 cm længere.
– Den aerodynamiske front gør en stor forskel for både energieffektivitet og totaløkonomi over tid. Den er desuden udviklet til at fungere i praksis – ikke kun i vindtunnellen, men under virkelige forhold, siger Kåre Neergaard.
Den nye elektriske trækker-generation bygger stadig på fabrikkens S-Way-platform med det genkendelige førerhus fra Ivecos topmodel, og lastbilen er udstyret med e-aksel med integreret motor fra søsterselskabet FPT Industrial, som leverer 480 kW kontinuerlig effekt direkte til hjulene.