En ældre mand har onsdag morgen været involveret i en alvorlig ulykke på Aalborgvej ved Thisted.
Det fortæller vagtchef Simon Stage fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet mener, at den 85-årige mand er kørt ud i et kryds, hvor han ikke har overholdt sin vigepligt.
En lastbil ramte ind i siden på bilen, lyder det.
Politiets arbejde på stedet spærrer delvist Aalborgvej. Onsdag formiddag afventer man en bilinspektør, som skal undersøge ulykkesstedet.
En bilinspektør er en teknisk ekspert, som eksempelvis kan vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt.
Vagtchefen kan ikke umiddelbart udtale sig yderligere om den 85-åriges tilstand.
Trafikulykken er anmeldt til politiet klokken 09.36.
/ritzau/