TJW Fragt A/S får ny logistikdirektør.
Torsten Sibuhr tiltræder 1. januar 2026 og får ansvaret for udvikling og drift.
TJW Fragt beskæftiger cirka 75 medarbejdere og kører primært stykgods på det danske marked. Virksomheden har de seneste år oplevet stabil vækst, og med ansættelsen af Torsten Sibuhr som logistikdirektør, skal der yderligere fart på.
- Vi har bygget en solid forretning op gennem 30 år, og nu er tiden kommet til at tage de næste skridt. Med Torsten som logistikdirektør får vi kompetencer og erfaring, som vi skal bruge til at realisere vores store ambitioner. Han kommer til at arbejde tæt sammen med mig og resten af teamet for at løfte virksomheden, siger CCO i TJW Fragt A/S, Lasse Suhr.
- Jeg ser et stort potentiale i TJW. Det er en solid virksomhed med stærke værdier og dygtige medarbejdere. Nu skal vi bygge videre på det fundament. Der er gode muligheder i markedet for en fragtvirksomhed, der tilbyder høj kvalitet og god service til kunderne. TJW er en spændende virksomhed med ambitioner, og jeg ser derfor frem til at møde mine nye kollegaer og komme i gang med arbejdet, siger Torsten Sibuhr.
Torsten Sibuhr kommer senest fra en stilling som salgsdirektør i Danske Fragtmænd og har over 20 års erfaring fra ledende roller i transportbranchen.
Om TJW Fragt A/S
TJW Fragt A/S har base i Karlslunde og servicerer kunder i hele Danmark. Virksomheden har de seneste år oplevet stabil vækst og har løbende udvidet vognparken for at imødekomme stigende efterspørgsel.