I 2026 har der været stort fokus på de rekordhøje priser på benzin og diesel som følge af krig og uro i Mellemøsten. Det kan også ses på de danske veje.
I en undersøgelse blandt 1.000 bilister, som Rådet for Sikker Trafik og Norstat har gennemført, kan man se, at hver femte benzin- og dieselbilist nu kører langsommere på vejene end for et år siden. Tæt på halvdelen af dem (45 %) fortæller, at det er pga. de højere priser på brændstof.
Annonce– Jeg forstår godt danskernes bekymring for de stigende brændstofpriser. Ikke mindst hvis man er afhængig af bilen i hverdagen, hvor prisen har betydning for privatøkonomien. Omvendt kan det her betyde, at vi får endnu flere til at tage toppen af fartoverskridelserne og respektere fartgrænserne, og det betyder meget for sikkerheden på vejene, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik, i en pressemeddelelse.
AnnonceSet over en tiårig periode har gennemsnitsfarten været faldende på vejene. Med andre ord er der allerede inden brændstofpriserne steg blevet længere mellem dem, der kører for stærkt, hvilket har været et indsatsområde for Rådet for Sikker Trafik i årtier.
I den nye undersøgelse svarer en stor del af bilisterne, at de er blevet mere opmærksomme på deres fart og bl.a. bruger bilens fartpilot til at holde farten, så de ikke kører for stærkt.
AnnonceUndersøgelsen viser også, at frygten for at blive involveret i en trafikulykke og risikoen for at få en fartbøde har fået flere til at sænke farten. Men selv om flere altså nu holder øje med deres fart, så er vi ikke i mål endnu, mener Rådet for Sikker Trafik.
– Der er desværre stadig en del trafikanter, der tager for let på konsekvenserne af for høj fart for dem selv og deres omgivelser. Derfor bliver vi med at sætte fokus på, at flere bør tage toppen af farten. Det gør vi blandt andet med en aktuel kampagne, der sammen med politiets effektive fartkontrol forhåbentligt får flere til at ændre vaner, så vejene bliver mere sikre for os alle, siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
AnnonceI april sætter Rådet for Sikker Trafik og 81 kommuner fokus på netop farten på vejene med kampagnen ”Sænk farten – bare lidt”, som blandt andet kan ses på kampagneskilte langs mange veje. Baggrunden er, at der er for høj fart involveret i knap fire ud af ti dødsulykker på vejene. Kampagnen har været planlagt før uroen i Mellemøsten og de deraf følgende højere brændstofpriser.
Annonce