Det er et af de spørgsmål, som kan blive afgørende for hele sagen mellem ’K’ og Thermo-Transit Danmark:
Var en medarbejder i Thermo-Transit i Padborg i sommeren 2022 omfattet af den whistleblower-ordning, som eksisterede i Girteka-systemet?
Hvis man spørger Viktorija Molyté, er svaret utvetydigt nej.
Den tidligere General Counsel samt Head of Compliance and Legal Division i Girteka (hun stoppede efter eget udsagn i den rolle i september) og nuværende bestyrelsesmedlem i Thermo-Transit blev mandag afhørt i Retten i Sønderborg.