23948sdkhjf

Stort vejarbejde på E45

Vejdirektoratet er i fuld gang med at forberede udbygningen af E45 Østjyske Motorvej fra Vejle til Skanderborg, og fra midten af marts begynder trafikanterne at blive berørt, når der skal lægges en ny og mere bæredygtig asfalt på den travle strækning mellem <55> Horsens Nord og <54> Ejer Bavnehøj.

Trafikanterne kan frem mod sommerferien forvente forlænget rejsetid i perioder, når der skal lægges ny asfalt.

- Udskiftning af asfalten, som skal gøre det både mere behageligt og sikkert at køre på strækningen, er faktisk en del af den store opgave med at udvide motorvejen til seks spor. Men for ikke at lægge alt for meget arbejde oven i hinanden, når de ekstra spor skal etableres, har vi valgt at løse nogle af opgaverne allerede nu, siger projektleder John Kjærsgaard, Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet udskifter hele asfaltlaget, som er knap 30 centimeter tykt, på den omkring syv kilometer lange strækning. Forventningen er, at den nye asfalt ligger klar inden sommerferien.

Trafikale gener særligt efter påske
Fra midten af marts går vejarbejdet i gang i midterrabatten og nødsporet, som en del af det forbedrende arbejde til selve udvidelsen af motorvejen. Her vil de færreste trafikanter blive generet, da arbejdet foregår i aften- og nattetimerne. Hastighedsgrænsen sættes dog ned til 80 km/t og i perioder helt ned til 50 km/t.

Efter påske starter arbejdet så op i dagtimerne, hvor asfalten på E45 Østjyske Motorvej mellem 55 Horsens Nord og 54 Ejer Bavnehøj skal fornyes. Her vil køresporene blive smallere, og hastighedsgrænsen sat ned til 80 km/t, mens asfaltarbejderne knokler løs.

- Der vil fortsat være to åbne spor i hver retning, men vi snævrer dem ind og ændrer på vognbanernes forløb undervejs. Det betyder, at trafikanterne skal være særligt opmærksomme, når de kører igennem vejarbejdet, og at de må forvente lidt længere rejsetid i perioder, siger John Kjærsgaard.

Vejdirektoratet opfordrer trafikanterne til at vise hensyn, sænke farten og holde fokus, når de kører ved vejarbejdet. Der er mere at holde øje med, når vejen ikke er, som den plejer – og det gælder også, selvom vejarbejderne er gået hjem. Kørebanen vil fortsat være indsnævret, og der kan være maskiner eller andet i nærheden af vejen. Det øger risikoen for ulykker ved uopmærksomhed og høj fart.

Og så minder Vejdirektoratet om, at bøden er dobbelt så stor, hvis man kører for stærkt gennem et vejarbejde med hastighedsbegrænsning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079