23948sdkhjf

Nemlig.com og 3F Transport tegner overenskomst

Nemlig.com og 3F Transport har indgået en overenskomst for de chauffører, der nu skal ansættes i nemlig.coms nye transportafdeling. Aftalen glæder begge parter og sikrer tryghed om chaufførernes løn, pension og arbejdstid.

Nemlig.com og 3F Transport kunne mandag præsentere en ny overenskomst, der er indgået for de chauffører, der kører dagligvarer for nemlig.com. Det skete på et fælles pressemøde i Brøndby.

Med overenskomsten får nemlig.com nu mulighed for at ansætte sine egne chauffører. Aftalen sikrer klare rammer om løn, pension, betaling for overarbejde og arbejdsvilkår for nemlig.coms egne chauffører.

Nemlig.com oplyser, at man i samarbejdsaftaler med eksterne leverandører gennemfører tilsvarende ændringer for dem, der allerede i dag er ansat hos de transportvirksomheder, nemlig.com og Intervare samarbejder med.

- Aftalen på transportområdet er en stor milepæl i nemlig.coms historie, og jeg vil gerne takke 3F Transport for et godt forhandlingsforløb. Det har været afgørende, at 3F Transport nu er gået med til at give os en aftale, der er tilpasset vores virkelighed, hvilket er helt nødvendigt for, at man kan drive en onlineforretning som nemlig.com konkurrencedygtigt. Vi har fået hele pakken, og det er vi meget tilfredse med, udtaler Stefan Plenge, adm. direktør i nemlig.com.

Med aftalen er chaufførerne sikret ordentlig løn, arbejdsvilkår og rettigheder. Det glæder formand i 3F Transport, Jan Villadsen.

- Jeg er glad for, vi har kunnet nå hinanden med en overenskomst, der dækker de chauffører, nemlig.com nu ansætter til kørsel med dagligvarer, og at nemlig.com samtidig har valgt at gennemføre tilsvarende ændringer i vilkår til de chauffører, der arbejder for underleverandørerne. Onlinehandlen gør livet lettere for mange danskere, men nye virksomheder og forretningsmodeller må ikke undergrave forholdene på arbejdsmarkedet. Nu viser vi endnu engang, at fremtidens arbejdsmarked kan og skal foregå på ordnede forhold, siger Jan Villadsen.

Aftalen betyder desuden, at 3F Transport trækker konfliktvarslet tilbage på de transportvirksomheder, nemlig.com samarbejder med. Ligeledes trækkes de iværksatte sympatikonflikter tilbage hos bl.a. FOA.

Læs mere om: jura
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063