23948sdkhjf

Unge talenter dyster på torsdag i Fredericia

På torsdag åbner dørene i Messe C i Fredericia til dette års DM i Skills. Her skal godt 300 unge talenter konkurrere om at blive Danmarks bedste i deres fag. Omkring 70.000 besøgende forventes at lægge vejen forbi.

I år skal syv talenter fra vejgodstransporten dyste i en række praktiske og teoretiske discipliner, der for alvor vil prøve deres evner. Magnus Købke, der er projektchef i Transporten Udviklingsfond, har sat et par ord på dette års discipliner, og han lægger ikke skjul på, at talenterne kommer vidt omkring.

- Der vil både være praktiske og teoretiske opgaver, der kommer til at sætte store krav til talenternes evner. Heldigvis har vi syv stærke profiler i år, som jeg er sikker på, kommer til at klare sig rigtig godt, fortæller Magnus Købke i en nyhedsmail.

Da konkurrencen foregår indendørs, er der også fysiske begrænsninger, der gør, at talenterne ikke kan dyste i rigtige lastbiler. I stedet bliver de praktiske discipliner udført i en simulator med rat og pedaler samt en kransimulator.

- Simulatoren kommer meget tæt på virkeligheden. Trafikregler, brændstofoptimering og vægt spiller stadig en afgørende rolle, og det er også nogle af de parametre, som talenterne bliver bedømt på, siger Magnus Købke og fortsætter:

- Særligt brændstofoptimering bliver afgørende for, hvor godt man klarer sig – ligesom ude i den virkelige verden. Talenterne skal kunne aflæse kørebanen og udnytte lastbilens inerti bedst muligt, så det handler om meget mere end at trykke speederen i bund og komme først i mål, siger han.

Talenterne skal igennem fire discipliner, der hver kan give op til 100 point. Der kan således samles maksimalt 400 point, og det talent, der scorer flest point, vinder konkurrencen.

Hos ATL – Transportens Arbejdsgivere ser man frem til dette års DM i Skills.

- Skills er jo efterhånden blevet en national begivenhed på niveau med andre store mesterskaber. På den måde fungerer det jo også som et udstillingsvindue for de mange spændende erhvervsuddannelser og de dygtige unge mennesker, der går på dem, siger Lars William Wesch, branchedirektør i ATL, og fortsætter:

- Talenterne – ikke mindst i vejgodstransporten, repræsenterer deres fag på flotteste vis og viser meget tydeligt, at det ikke kun er lastbilen, der afgør køreegenskaberne, men også chaufføren bag rattet. Jeg tror og håber på, at det kan motivere endnu flere unge til at blive chauffører i fremtiden, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.594