23948sdkhjf

Alle har brug for en at støtte sig til

En mentor kan gøre en forskel - både for den enkelte lærling og for arbejdspladsen. Sådan lyder budskabet fra TUR – Transporterhvervets Uddannelser, som med en række kurser skyder nyt liv i Transportbranchens mentoruddannelse  

- Det har en kæmpe betydning, at man har nogle mennesker ude i virksomheden, man kan tale med - også om alt muligt andet end oplæring.  

Det siger Michael Ørum Henriksen, uddannelseskonsulent hos TUR – Transporterhvervets Uddannelser, om den mentoruddannelse til transportområdet, som man kan tage i AMU-regi, og som nu bliver skudt i gang igen. Uddannelsen eksisterede også tidligere, men nu bliver den altså relanceret.  

- Det er nogle år siden, at man lancerede den her mentoruddannelse. Men der var ikke så meget gang i den, og det vil vi og vores parter gerne prøve at gøre noget ved. Vi har blandt fået lavet en analyse omkring frafald på uddannelserne, og der kan vi se, at et ungt menneske, som kommer til en virksomhed, at han eller hun har et stort behov for at være knyttet til en eller måske to personer i virksomheden, som ligesom er med til at bære eleven igennem den oplæring, som vedkommende skal igennem. En sådan tilknytning har en stor betydning, siger Michael Ørum Henriksen til Lastbil Magasinet.

Tre dage
Som mentor i en transportvirksomhed er det blandt andet din opgave at lytte og respektere, udveksle erfaring, give gode tips til at håndtere svære situationer, motivere ved at fejre gode oplevelser og succeser og give faglig sparring.

- Det, at man føler sig godt og grundigt velkommen i virksomheden, betyder rigtig, rigtig meget. Nogle unge mennesker har et fantastisk socialt bagland. Men der kan også være unge mennesker, som ikke har det her stærke, sociale netværk, man taler måske ikke med så mange, lever meget alene, og måske har de heller ikke en kæmpe opbakning qua familien. De her mennesker kan have brug for at tale med nogle erfarne folk. Det kan være en slags ”morfar” eller en slags ”onkler” af den ene eller anden slags.

- Det betyder rigtig meget, at man har nogle at kunne dele tingene og sine tanker med. Og det behøver ikke altid lige være om det, der foregår på virksomheden. Det kan lige så vel være noget andet, lærlingen bryder sine tanker med, og som gør, at de på den ene eller anden måde måske derfor falder fra i uddannelsen. Det, at man har nogle at kunne tale og dele de her ting med, det betyder rigtig meget. Det kan være medvirkende til, at man bibeholder eleven i uddannelsen, og det kan være meget positivt for den enkelte, siger Michael Ørum Henriksen, der kalder det et enormt spændende projekt at arbejde med de her unge mennesker.

Et mentorkursus tager i alt tre dage, og det består af to AMU-kurser

På Transportbranchens mentoruddannelse bliver du selvsagt forberedt til at være mentor. Du lærer blandt andet om: Ungdomskulturen i arbejdskulturen, om motivation som fastholdelsesværktøj, om feedback til udvikling, kommunikation – også når det er svært, oplæringsmetoder og oplæringsmaterialer og vigtigheden af forventningsafstemning. Efter endt forløb modtager du et kursusbevis.

Hvem er det, som vil være mentorer?

- Det er lidt forskelligt. Men det er typisk personer, som i forvejen har været vant til at arbejde med lærlinge på deres virksomheder. Måske er det nogle personer ude i virksomheden, der har nogle år på bagen. Det er typisk erfarne medarbejdere. Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt at have noget god viden om, hvordan unge mennesker er i dag. Det kan blandt andet være noget omkring den ungdomskultur, som eksisterer på nuværende tidspunkt. Der er forskel på unge mennesker i dag og for 20 år siden. Og man skal vide, hvordan man motiverer de her unge til at blive i virksomheden, til at lære noget, til at møde hver dag og have lyst til at give den en skalle.

Hvem ved noget om det her? Hvem kan formidle den viden videre til mentorerne?

-Det er typisk undervisere på erhvervsskolerne, som foretager denne undervisning, og oftest undervisere, som har deres undervisning på hovedforløbene. Så de har godt kendskab til ungdomskulturen generelt. Det kan også godt være personer ude på skolerne, som måske er vant til arbejde lidt mere med de ”bløde områder”, hvis man kan sige det på den måde.

Geografisk fordelt
Kursusstederne er geografisk fordelt, så det er nemt at komme på mentorkursus. Det kan lade sig gøre på nuværende tidspunkt hos AMU Nordjylland, EUC Lillebælt og TEC i Hvidovre.  

- Vi har været ude at undersøge hos en del virksomheder, hvornår det kunne være interessant at afvikle de her kurser. Disse virksomheder vil allerhelst, at kurserne lå i det første kvartal. Skulle der være virksomheder, som er interesseret i andre tidspunkter på året, er vi sikre på, at skolerne er behjælpelige med at finde et andet tidspunkt.

Prisen for uddannelsen følger de normale AMU-regler, da uddannelsen foregår i AMU-regi. Din virksomhed kan søge om løntabsgodtgørelse og befordringsgodtgørelse for din deltagelse i Transportbranchens Mentoruddannelse. Nærmere regler om godtgørelse og tilskud finder du ligeledes hos den enkelte skole. Det er i nogle tilfælde også muligt at få tilskud og bonus til uddannelsen fra kompetencefonde.  

- Branchen støtter op omkring de her kurser. Det vil sige, at der er mulighed for at få bonus, hvis man har mentorer i sin virksomhed ansat, som har gennemført de her kurser.

Hvordan oplever I interessen for at komme på mentorkursus?

- Jeg tror bestemt, der er en god interesse. Først og fremmest drejer det sig om at få fortalt godt og grundigt om den her uddannelse. Der er ingen tvivl om, at der kan I være med til at hjælpe.

- At man bliver gjort opmærksom på den her mulighed for at blive bedre til at lære fra sig og blive bedre til at fastholde eleverne, det har en stor betydning for virksomheden. For der er ikke noget, der er værre end, at man ønsker at sætte gang i noget elevuddannelse på virksomheden, og eleven så falder fra.  

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078