23948sdkhjf

ITD: Ny transportminister er et godt match

Der venter Thomas Danielsen (V) en stor opgave som transportminister, lyder det fra ITD, som håber, at den nye minister vil tage fat på en sammenhængende plan for omstillingen af den tunge transport og regel- og bødetyranniet i transportbranchen.

- Først og fremmest vil vi gerne sige tillykke til den nye transportminister, som vi synes er et rigtig godt valg på posten. Det er mig bekendt første gang, at en udlært lastvognsmekaniker bliver minister i Danmark, og det er et rigtig godt udgangspunkt for at forstå de udfordringer, vejgodserhvervet står over for, siger John A. Skovrup, der ud over at være bestyrelsesformand i ITD også er udlært lastvognsmekaniker.

Thomas Danielsen overtager transportministeriet på et kritisk tidspunkt for transportbranchen, og det kræver, at området styres med sikker hånd gennem krisen.

- Branchen står midt i en spirende krise, og der er stor bekymring for situationen i branchen. Faldende godsmængder, høje brændstofpriser og en grøn omstilling, der mangler en plan, som vognmændene kan forholde sig til, er blot nogle af de opgaver, som vi håber den nye minister vil tage hånd om, siger John A. Skovrup.

Det kræver ifølge bestyrelsesformanden, at ministeren ser på området med helt nye øjne. For mange af de politiske aftaler, der ligger på området, er for længst blevet overhalet af en helt ny virkelighed.

- Vi håber, at Thomas Danielsen vil viske tavlen ren og gå i dialog med branchen om konstruktive løsninger på vejgodstransportens udfordringer. For den politik, der er blevet ført gennem de seneste år, hænger ikke længere sammen med den virkelighed, som vores vognmænd møder ude på vejene, siger John A. Skovrup bl.a. med henvisning til branchens regel- og bøderegime, som desværre er vokset de senere år.

Det nye regeringsgrundlag indeholder ifølge ITD-formanden mange gode takter, f.eks. det store fokus på at sikre mere arbejdskraft og yderligere handling for flere nulemissionslastbiler og drivmiddelinfrastruktur. Det er dog også sparsomt med svar på, hvordan det konkret skal udmøntes på transportområdet.

- Regeringsgrundlaget efterlader mange spørgsmål på transportområdet. Men når man ser på det samlede politiske grundlag og udmeldingerne fra den nye SVM- regering, så ser vi rigtig gode muligheder for, at Thomas Danielsen vil kunne drive transportområdet i den rigtige retning. Så vi glæder os til det fremtidige samarbejde og til at invitere den nye minister på besøg ude hos vores vognmænd, siger John A. Skovrup.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078