Der har været en jævn nedadgående kurve for håndværksfagene i mange år, og derfor er branchen nødt til at gøre noget ved det og få forklaret unge mennesker, at med en erhvervsuddannelse så har man bare rigtig, rigtig mange muligheder.
Sådan lyder det fra transportleder hos Dagrofa Foodservice i Middelfart, Peter Munniche, forud for virksomhedens deltagelse i Craftfestival i Middelfart i dag og de næste tre dage. Craftfestivalen er et tilbud til alle 7. – 10. klasser i Middelfart Kommune og deres forældre. Festivalen sætter fokus på håndens arbejde og på det gode håndværk.