23948sdkhjf

Afstemning: Halvdelen har overvejet at forlade branchen

I en typisk meningsmåling spørger man gerne 1.000 mennesker. Så mange svar når vi nok ikke op på i Lastbil Magasinets afstemning her på siden.

Alligevel er det interessant at dykke ned i en igangværende afstemning her på lastbilmagasinet.dk, hvor vi spørger jer læsere, om I har overvejet at forlade chaufførbranchen på grund af bødeniveauet i branchen.

Indtil videre har hele 415 læsere nemlig svaret, og det viser sig, at ikke færre end 49 procent har overvejet at forlade branchen pga. bødeniveauet, mens 18 procent i vores afstemning svarer, at de allerede har forladt branchen på grund af bødeniveauet.

13 procent har ikke overvejet at forlade branchen, mens 19 procent svarer nej, bødeniveauet er fint.

Branchen er delt på spørgsmålet. En side mener, at man helt selv er herre over, om man får en bøde, mens en anden mener, at der bliver drevet en form for klapjagt på chauffører – fx i forbindelse med manglen på parkeringspladser, og at man ikke kan undgå bøder for bagateller.

Endelig er der dem, som mener, at al den her snak om bødeniveau er skidt, ud fra den begrundelse at det skræmmer potentielle chauffører væk.

En af dem, der har overvejet at forlade branchen, er Alfred Nielsen fra Hedensted.

- Der er også på grund af bødeniveauet, men også fordi vi jages af parkeringsvagter, ikke må køre i diverse midtbyer før kl. 7, får fuckfinger af cyklister og andre trafikanter. Endvidere er køre/hviletidsreglerne så uoverskuelige. Møder du fx før kl. 4, må du max have en 10 timers arbejdsdag, hvordan kan man så nå en Københavnstur med 5-10 stop, uden man skal overnatte ude - vel og mærke uden ret stor løn samt give afkald til alt det derhjemme, lyder en del af hans begrundelse.

Venstres medlem af Folketingets Transportudvalg Hans Christian Schmidt forsøgte for nylig i et samråd om chaufførmangel at få boret ind til, om bødeniveauet i transportbranchen betyder noget for evnen til at rekruttere nye chauffører.

- Ved vi, at unge mennesker siger, at de er trætte af, at de kan få bøder – eller er det bare noget, vi har en fornemmelse af? Når vi taler om bøder, er det så, fordi vi ved noget om det? spurgte Hans Christian Schmidt transportminister Benny Engelbrecht (S).

- Jeg kan ikke på stående fod svare på, at bøder skulle være et særligt stort problem. Jeg ved, det er noget, nogen fremhæver, svarede transportminister Benny Engelbrecht, som på samrådet tilføjede, at han mener, det måske også er lidt afhængigt af, om man kører for en virksomhed, ”der har styr på tingene”, eller en virksomhed med ”knap så meget styr på tingene”, hvad man måtte mene om bødeniveauet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094