En netop offentliggjort og opdateret VVM-undersøgelse for Frederikssundmotorvejen viser en stor samfundsøkonomisk gevinst ved færdiggørelse af motorvejen, og derfor vil Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt vide, om transportministeren ikke er enig i, at en færdiggørelse af motorvejsstrækningen vurderes at være blandt de mest rentable vejprojekter i Danmark?
- Det er ikke en overraskelse for mig, at det er sådan. Derfor kan jeg også sige, at jeg var utrolig glad for at kunne præsentere de her nye beregninger, da vi i første omgang præsenterede dem for Folketingets Transportudvalg, sagde Benny Engelbrecht forleden på Folketingets talerstol, da DF-politikeren gik i kødet på ham for at få at vide, hvor denne færdiggørelse af Frederikssundmotorvejen bliver af?
- Tallene for Frederikssundmotorvejen ser faktisk lidt bedre ud end hidtil. For andre, det kunne eventuelt være en ny midtjysk motorvej, der er de samfundsøkonomiske beregninger faldet ringere ud end hidtil antaget, fortsatte Benny Engelbrecht.