Folketinget har tirsdag vedtaget en hastelov, der gør det muligt for myndighederne at fastsætte regler om, at indrejsende til Danmark skal lade sig teste og isolere for at forebygge og inddæmme nye virusvarianter af covid-19.
Men hvad sker der, hvis en chauffør omfattes af et krav om isolation, når de ikke udfører deres arbejde, har de da mulighed for at benytte toiletter, købe mad og så videre, når de afholder det lovpligtige hvil – og vil ministeren forholde sig til kravet om 45 timers hvile uden for førerhuset?
Sådan spurgte Venstres Hans Andersen, Martin Geertsen og Torsten Schack Petersen lige inden den endelige vedtagelse.
Fra sundhedsminister Magnus Heunicke lyder svaret, at der både vil kunne fastsættes regler om, at de pågældende skal gå i selvisolation, om den tidsmæssige udstrækning af selvisolationen og om betingelser for at afbryde isolation.
Eventuelle nærmere krav til indretning af boligen, hvor isolationen skal gennemføres, vil kunne fastsættes med hjemmel i den foreslåede bestemmelse til epidemiloven, lyder det.