Nedlukningen af syv nordjyske kommuner kom til at koste vognmand N.C. Christensen og Sønner – Hurup Thy på den måde, at virksomheden havde 14 biler til at holde stille fra nedlukningen torsdag den 5. november om aftenen til den følgende onsdag - men den kom også til at koste et par kunder.
Dagen efter nedlukningen talte Lastbil Magasinet med en med egne ord "desperat vognmand" og direktør i firmaet, Niels Christensen, som ikke anede sine levende råd, da godt halvdelen af virksomhedens chauffører bor i en af de på daværende tidspunkt nedlukkede kommuner, hvilket han troede ville betyde, at chaufførerne ikke måtte køre uden for Nordjylland i en længere periode, og at firmaets biler måtte holde stille.
- Vi har en flåde på 42 biler, så det er næsten halvdelen af bilerne, som vi skal holde stille med. Transporten bliver ikke med Hurup Thy-biler – i hvert fald ikke de næste fire uger, og hvem ved, om kunderne så er der om fire uger, sagde Niels Christensen den 6. november.