Vejdirektoratet udruller stor kampagne mod trafikulykker ved vejarbejder
Antallet af ulykker ved vejarbejder er fortsat stigende, og mere end hver anden dag går det galt ved et vejarbejde i Danmark. Derfor gentager Vejdirektoratet nu budskabet om, at trafikanterne skal stille skarpt, når de kører forbi et vejarbejde.
Antallet af trafikulykker ved vejarbejder er stigende, og i 2019 skete der i alt 318 ulykker ved vejarbejder på de hjemlige veje. Det er en stigning på 80 ulykker på blot to år.
Vejdirektoratet går derfor igen ud med en kraftig opfordring til trafikanterne om at udvise skærpet opmærksomhed, når de kører forbi et vejarbejde. Både for deres egen, deres medtrafikanter og vejarbejdernes sikkerhed.
Det sker med kampagnen ’Stil Skarpt – Vejarbejde kræver fokus’, som relanceres flere steder i Danmark i dag.
»De stigende antal ulykker ved vejarbejder tyder desværre på, at for mange trafikanter fortsat er uopmærksomme, når de kører forbi vejarbejder,« siger områdechef Charlotte Vithen fra Vejdirektoratet.
Vejdirektoratet kørte kampagnen første gang i 2019. Men det betyder dog ikke, at dens budskab allerede er trængt igennem alle steder. Tværtimod.
»Vi ved, at det kræver et langt, sejt træk at ændre folks adfærd, og at budskaber skal gentages mange gange, før de for alvor har effekt,« siger Charlotte Vithen.
Trafikanterne kan møde Stil Skarpt-kampagnen på strækninger med vejarbejde rundt omkring i landet fra på mandag og fire uger frem.
Fakta om kampagnen
Baggrunden for kampagnen er, at de seneste år har budt på nogle alvorlige trafikulykker, hvor Falckreddere er kommet til skade ved påkørsler på motorvejene. Samtidig har der været mellem 208 og 318 ulykker ved vejarbejde om året i de seneste fem år. Det er i gennemsnit mere end en ulykke ved vejarbejde hver anden dag.
Kampagnen kører fra mandag den 17. august og fire uger frem og vil være synlig på strækninger med vejarbejde rundt omkring i landet, på udvalgte rastepladser langs motorvejene, i biograferne, på Molslinjens infoskærme, i DR OBS og på de sociale medier.
Fakta om trafikulykker ved vejarbejde:
Mere end hver anden dag sker der en trafikulykke ved vejarbejde i Danmark.
De seneste fem år har der været mellem 208 og 318 ulykker ved vejarbejde om året.
For høj hastighed og uopmærksomhed er blandt de hyppigste årsager til ulykker ved vejarbejder.
Trafikulykker ved vejarbejde fra 2015-2019
År Personskadeulykke Materialeskadeulykke I alt
2015 45 163 208
2016 54 186 240
2017 53 185 238
2018 59 204 263
2019 62 256 318
Sådan kører du forbi et vejarbejde:
Det er generelt vigtigt at køre opmærksomt og sætte farten ned - også når vejarbejderne er gået hjem. Vejdirektoratet giver følgende råd til trafikanter:
- Koncentrer dig om din kørsel
- Vær opmærksom på ændringer på vejen
- Respekter hastighedsgrænsen
- Hold afstand til forankørende
- Hold din vognbane frem til flettepunktet.
Kilde: Vejdirektoratet