23948sdkhjf

Lastbiltræf sendt til tælling: »Folk skal nok komme igen«

Den danske regering har besluttet at forlænge forbuddet mod større forsamlinger frem til og med udgangen af august. Det rammer en række store begivenheder, så som festivaler, markeder, koncerter, fodboldkampe og – værst af alt – lastbiltræf.

Landet over er sommerperioden fra maj til september højsæson for små og store arrangementer, hvor chauffører og vognmænd trækker deres pimpede lastbiler eller renoverede veteraner ud af garagen og mødes til træf og rally hen over en dag eller weekend. Men ikke i år.

I hvert fald må en lang række af de danske lastbiltræf aflyse pga. covid-19-pandemien.

»Det bliver nemt at lave regnskab i år,« lyder det tørt fra Claus Filipsen, da Lastbil Magasinet fanger ham på telefonen midt i påskeferien.

Claus Filipsen er kasserer i truckerklubben Convoy Buddy, som altid er rigt repræsenteret på landets trucker-events og som regel også selv er arrangør af et eller flere træf. I år skulle Convoy Buddy således have genoplivet Ishøj Truckshow i uge 29 – men det har corona-virussen nu sat en stopper for.

I marts måtte Convoy Buddy også aflyse årets generalforsamling og årsfest, som skulle have været afholdt 14. marts – få dage efter, at statsminister Mette Frederiksen dikterede nedlukning af store dele af samfundet og forbud mod større forsamlinger.

»Vi havde 110 tilmeldte, så det måtte vi jo aflyse. Og det bliver da godt nok en kedelig sommer, når vi ikke kan komme ud og kigge på lastbiler og snakke om gamle dage og hygge os med kollegerne,« siger Claus Filipsen.

Nogle lastbiltræf er ”rene” lastbiltræf, mens en del andre er en del af et større marked. For de ”rene” træf er det noget lettere et finde en alternativ dato, hvis er er opbakning til det. Og flere lastbiltræf har allerede meldt ud, at man rykker arrangementet i håb om alligevel at kunne gennemføre det i år.

Bl.a. er Truckshow Himmerland i Løgstør flyttet fra juni til den sidste weekend i september. Flere andre træf kan være på vej med lignende tiltag, så det kan blive en travl september for lastbil-folket…

»Folk savner det jo. Jeg håber bare ikke, det bliver sådan, at man for at tilgodese så mange som muligt udvider pladsen og lukker flere ind. Det skal gerne være sådan, at to lastbiler kan holde ved siden af hinanden med dørene åbne. Det har vi prøvet tidligere år, at man nogle steder holdt så tæt, at det nærmest ikke var til at komme ind og ud af bilerne,« siger Claus Filipsen.

Den garvede chauffør og trucker-kasserer har i tidens løb været involveret i mange lastbiltræf og udstillinger. Og selvom det bliver en lang sommer uden lastbiltræf, frygter han ikke, at kulturen med lastbiltræf vil lide skade af nedlukningen.

»Folk skal nok komme igen, når der bliver åbnet op. Den kultur dør ikke bare sådan. Og arrangørerne har kunnet melde ud så tidligt og lukke ned i så god tid, at jeg ikke tror, det får nogen økonomiske konsekvenser. Så det bliver ikke et endegyldigt farvel på nogen måde. Slet ikke,« vurderer Claus Filipsen.

Disse lastbiltræf og udstillinger finder sted i perioden med forsamlingsforbud til og med august:

25. april: Veterantræf i Fjerritslev

2. maj: Midtsjællandsk Veteranrally, Ringsted

9. maj: Fynsk veteranrally, Gelsted

15.-17. maj: Vestfyn Trækker, Ejby

30.-31. maj: Djurslands Truckshow, Ring Djursland

5.-7. juni: Truckshow Himmerland, Løgstør (NYE DATOER: 25.-27. september)

6. juni: Silkeborg Veteranrally

13.-14. juni: Faxe Traktortræk & Truckerstævne

10.-12. juli: Ørbæk Marked & Lastbiltræf

18.-19. juli: Ishøj Truckshow

8. august: Nordjysk Veteranrally

14.-16. august: Lastbiltræf Ulfborg Marked

14.-16. august: Sunds Lastbilshow

28.-30. august: Guldborgsund Kræmmermarked & Lastbiltræf, Nykøbing F

Har vi glemt nogen arrangementer, der må aflyses (eller udskydes) i år? Så skriv til os i kommentar-feltet under artiklen eller på redaktionen@lastbilmagasinet.dk.

Planlagte arrangementer fra september og frem:

5.-6. september: Transport Øst, Greve

11.-13. september: Løkkens Truckshow

25.-27. september: Truckshow Himmerland, Løgstør

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078