Der skulle gå knapt halvandet år fra den danske chauffør Søren Bruhn blev anholdt i Grækenland, til han blev stillet for en dommer. Den tid tilbragte han i et fængsel i Athen, hvor han delte celle med tre andre indsatte. Her blev tiden brugt på at tænke over sagen og tænke på, hvornår der mon skete noget. Men den blev også brugt på at vogte ryggen. For det var ikke alle indsatte i fængslet i Athen, der havde noget håb eller sågar noget at komme hjem til, og det gjorde dem ligeglade, som Søren Bruhn forklarer.