Den danske chauffør Søren Bruhn blev anholdt i maj 2013 på en parkeringsplads i Grækenland. Græsk politi havde fundet 415 kilo hash i traileren på hans lastbil. Efter 18 måneders varetægtsfængsling i Athen fik Søren Bruhn sin dom.
Livsvarigt fængsel. Han ankede dommen på stedet. Det er nu snart fem år siden, at livstidsdommen blev afsagt og snart fem år siden, den blev appelleret. Men Søren Bruhn sidder stadig og venter på, at appelsagen tages op. Seks gange har han fået en dato for behandling af sin appel og lige så mange gange er den blevet udskudt.