For at mane alle rygter til jorden om, at en af deres chauffører kørte uden kørekort, har det danske transportfirma Contrans, taget kontakt til det tyske politi i Neumünster og bedt dem bekræfte over for dem og for de danske medier, der har taget historien op, at der var tale om en fejl.
I første omgang sendte tysk politi en pressemeddelelse ud, hvor der stod, at en filippinsk chauffør fra et unavngivet dansk transportfirma var gået i stå på motorvej A7 ved Neumünster i en rumænsk indregistreret lastbil. Og det sensationelle i denne sag var, at ifølge pressemeddelelsen kunne chaufføren ikke fremvise et gyldigt kørekort.