»Det er jo ikke sådan, at man som transportkøber bare med bind for øjnene og to fingre i ørerne kan skubbet godset ud på rampen og så frasige sig ethvert ansvar for transporten. Det hænger i øvrigt også meget dårligt sammen med de CSR-politikker, som alle de store virksomheder har.«
Sådan siger Bernt Clausen, der er advokat og underviser i transportret, efter debatten om at tilbageholde hele vogntoget igen er kommet på dagsordenen i folketingets transportudvalg.
Et flertal uden om regeringen bestående af Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Alternativet og Dansk Folkeparti vil se nærmere på, om man i Danmark – ligesom i Sverige – kan klampe både trækker og trailer i forbindelse med lovovertrædelser.
Tilhængere af forslaget ser det som en effektiv måde at få transportkøbere til at tage medansvar, imens modstandere kalder metoden alt for drastisk.
Modstand fra ITD
Brancheorganisationen ITD er stærkt kritiske over for at kunne gøre udlæg i hele vogntoget:
”Vi finder det retsligt problematisk, at man gør tredjemand medansvarlig for transportørens gøren og færden og derved for forseelser, som de pågældende aktører ikke har haft indflydelse på eller ikke har haft mulighed for at kontrollere,” hedder det tirsdag i en pressemeddelelse fra ITD.
Dét argument har Bernt Clausen svært ved at følge.
»Man kan sige, at man i forvejen er objektivt ansvarlig som transportkøber for f.eks. de oplysninger, der fremgår af fragtdokumenterne, ligesom man jo også har ansvaret for at emballere godset forsvarligt, og så er det jo tåbeligt, hvis man vælger sin transportør med bind for øjnene og uden at ville tage ansvaret for sit valg, som i mange tilfælde alene afhænger af, hvem der tilbyder den laveste pris. Desuden eksisterer risikoen for ”fuldt stop” for hele køretøjet jo allerede, hvis der er noget teknisk galt med køretøjet, eller hvis det er en forvogn-anhænger. Så holder man jo stille alligevel.«
Modstandere af klampning mener, at metoden er i strid med proportionalitetsprincippet, men også her er Bernt Clausen uenig.
»Hvis der er en teknisk fejl på vogntoget, går jeg ikke ud fra, at man ville synes, det er disproportionalt at standse hele vogntoget, og måske efter omstændighederne klippe pladerne. Men hvis chaufføren har kørt 24 timer i træk, så synes man, at det er disproportionalt. Det har jeg svært ved at se sammenhængen i.«