Lavere broafgifter, højere hastigheder hvor det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt og mere plads til bilerne på den Fynske Motorvej. Det er nogle af regeringens transportpolitiske udspil til efterårets finanslovsforhandlinger.
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) glæder sig over tiltagene:
»Jeg er rigtig glad for, at vi i regeringen nu sætter fokus på mobiliteten og gør det lettere og billigere for danskerne at komme frem,« siger han i en pressemeddelelse.
»Det betyder både meget for erhvervslivet og for private, som skal til og fra arbejde, eller som skal besøge familie og venner, at det nu bliver 25 % billigere at krydse Storebælt.«
»Samtidig vil vi gøre noget ved trængslen på E20 ved at tage nødsporet i brug i myldretiden, indtil vi kan finde pengene til en permanent udvidelse af den vestfynske motorvej, og vi sætter gang i en VVM-undersøgelse af en udvidelse af E45 fra Skanderborg Syd til Vejle og fra Aarhus Syd til Aarhus Nord, hvor bilisterne i dag også bruger alt for meget tid på at holde i kø.«
Regeringens finanslovsudspil på transportområdet indeholder desuden en pulje på 26 mio. kr. til støjbekæmpelse, og højere hastighedsgrænser fra 80 til 90 km/t på udvalgte landevejsstrækninger og fra 110 til 130 km/t på udvalgte motorvejsstrækninger, hvor det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt.
FAKTA:
Regeringens udspil til finanslovsforhandlingerne på transportområdet indeholder:
- Nedsættelse af broafgiften på Storebæltsforbindelsen på 25 % over 3 år.
- 48 mio. kr. til en VVM-undersøgelse af en udvidelse af E45 fra 4 til 6 spor fra Aarhus Nord til Aarhus Syd og fra Skanderborg Syd til Hornstrup ved Vejle.
- 231,4 mio. kr. til klargøring og ibrugtagning af nødspor i myldretiden på E20 mellem Nr. Aaby og Odense V.
- 93,6 mio. kr. til forhøjelse af hastighedsgrænserne på udvalgte landevejs- og motorvejsstrækninger fra 80 til 90 km/ (på landevej) og fra 110 til 130 km/t (på motorvej). Der opsættes autoværn, fjernes faste genstande og etableres rumleriller ind mod midterrabatten på de udvalgte motorveje og landeveje, så det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt at hæve hastighedsgrænserne.
- 26 mio. kr. til en pulje til støjbekæmpende foranstaltninger.