Det økonomiske resultat efter skat er vokset fra godt 7,4 til knap 10,4 mio. kr. i overskud - og nettoomsætningen fra knap 391,6 til godt 472 mio. kr.
Med andre ord kører det også godt hos Automobilfirmaet Im. Stiholt A/S med hovedsæde i Sæby, nordøst for Aalborg.
Virksomheden - den eneste private autoriserede Scania nyvognsforhandler i landet og eneimportør af NTM-renovationsmateriel - kører altså ud af det seneste regnskabsår med masser af positive tal i regnskabet - og herunder en egenkapital på knap 20,8 mio. kr.
Meget tilfredsstillende
Selskabets ledelse, anført af adm. direktør Henrik Bruun Nielsen, kommenterer bl.a. således på regnskabet:
"Selskabets markedsandel for solte Scania-lastvogne er i 2016 fortsat på et historisk højt niveau, hvorfor bestanden af Scania-lastbiler i Nordjylland fortsat udvikler sig positivt. NTM-renovationsmateriel blev igen den mest solgte renovationsbil i Danmark, understøttet af et stærkt servicenet i henholdsvis Aalborg, Nr. Aaby, og København samt kørende servicebiler. Selskabet har i 2016 investeret i ny it-platform, som sikrer kunderne endnu bedre servicetilbud. Yderligere har selskabet investeret i en værkstedsudvidelse i Thisted, som styrker positionen på eftermarkedet og bidraget til høj tilgængelighed, øget fleksibilitet samt højeste servieniveau i Nordjylland".
Om selve regnskabet lyder det bl.a.:
"Selskabet har i 2016 realiseret et resultat før skat på 13,179 mio. kr. mod 10,004 mio. kr. i 2015. Årets resultat anses som meget tilfredsstillende".
Udbytte på 8 mio. kr.
Samtidigt foreslås det, at der udloddes et udbytte på 8 mio. kr.
Selskabet beskæftiger cirka 210 ansatte, her af hele 34 lærlinge ved det seneste årsskifte.
Datterselskabet Stiholt Erhvervsbiler er officiel nyvognsforhandler af Iveco varebiler samt Ivecos lettere lastbilprogram siden sommeren 2016.

