23948sdkhjf

Flot grabbil til skovmanden

Selvkørende vognmand fra det sydlige Sjælland har fået opbygget en fin – og handicapvenlig – kran/grabbil til fast arbejde på større byggeprojekter

Den Lille Skovmand hedder Carsten Johansens firma, men der er ikke meget hverken skov eller landsby over den selvkørende vognmands aktiviteter. Carsten Johansen færdes til daglig hjemmevant på byggepladser i hovedstaden, hvor han tager del i store bygge- og anlægsprojekter med kran/grab-arbejde.
Til det formål er han blevet særdeles velkørende med sin nye Volvo FH, der er bygget op som 4-akslet tridem-forvogn med bagmonteret Fassi-kran og kroghejs. Den kombination vender vi tilbage til.
Carsten Johansen holder til i Ring ved Lundby i det sydsjællandske og har været vognmand i 12 år. Den nyindkøbte Volvo er hans tredje lastbil som selvstændig. Den første var en brugt Scania 143 med bagmonteret kran, som han kørte med i fem år, og de seneste 7-8 år har han kørt i en Iveco med formonteret kran.
»Det blev for dyrt til sidst. De første fem år virkede den godt nok, men jeg skulle nok have solgt den noget før. Det var kun fordi, der var meget at lave, at jeg klarede mig igennem de sidste to år. Omvendt havde jeg ikke klaret mig igennem krisen, hvis ikke jeg havde valgt en Iveco, for de første år var den jo væsentligt billigere om måneden end den her,«
forklarer Carsten Johansen.

Spil og større kran
Denne gang blev det altså tid til igen at få en svensker i garagen, og valget faldt på en 540 hestes udgave af Volvos FH-serie. Klog af skade har vognmanden tegnet otte års serviceaftale på bilen, som er bygget flot op hos Næstved Vognopbygning & Lastvognsservice.
»Jeg ville gerne have en bil med en større kran, og så er der også spil på. Det havde jeg ikke før, men det gør mange ting lettere. Fx kører jeg mange pumper op og ned, hvilket jeg også gjorde før, men det er blevet meget nemmere med et spil,« forklarer Carsten Johansen.
Kranen er Fassi, ligesom den forrige – denne gang en 30 tm, mens den forrige var 23,5.
»Jeg får en god service på den, og så kender jeg jo mærket. Jeg var sådan set godt tilfreds med den gamle, jeg skulle bare have nummeret større denne gang.«
Vognmanden hentede selv bilen på fabrikken i Göteborg, og derefter var den hos opbyggeren et halvt års tid.
»Kranen blev lidt tung, så der skulle regnes lidt på det for at få det rigtige akseltryk på forakslen. Det tog lidt ekstra tid at finde den rigtige løsning,« fortæller han.
En del af den løsning blev at placere en række værktøj bag på førerhuset – udstyr til bl.a. at løfte jernplader med og til at tage såkaldte Hoffman-klodser ved betonautoværn. Ud over at være praktisk gavnede det også vægtfordelingen på køretøjet.
»Den er blevet rost meget for at have fået bygget det værktøj op bagpå, for vi har det altid med. Andre skal ellers vide det dagen i forvejen, men jeg er altid klar.«

Usædvanligt kroghejs
Bilen er udstyret med kroghejs – en noget usædvanlig løsning i kombination med en bag-monteret kran.
»Jeg ville have kranen bagmonteret, så jeg kan tage den af, hvis der er brug for at køre uden. Så har jeg fået kroghejs på, selvom folk sagde til mig, ”det kan du da ikke”. Men det går fint,« siger Carsten Johansen.
Forklaringen på valget af kroghejs frem for wirehejs skyldes til dels forfængelighed på bilens vegne.
»Hvis der er sidetip på, så ridser det siderne på bilen, når jeg tipper af. Det er jeg lidt øm over.«

Hurtig afmontering
Først og fremmest skyldes valget af kroghejs dog, at Carsten Johansen har en meget konkret fysisk udfordring. For 10 år siden faldt han nemlig ned fra bilen, da han stod og arbejdede med kranen. Det var ikke et langt fald, men han landede meget uheldigt og knuste knogler i håndleddet og underarmen. Ulykken betyder, at han i dag ikke har nok styrke i sin højre hånd til at håndtere arbejdet med et wirehejs.
Derfor er der også tænkt ekstra over at gøre af- og påmontering af kranen så let som muligt. De fleste stik til kranen er derfor også samlet i en Faster-kobling.
»Jeg havde ikke andre alternativer end at få den bygget sådan op. Det er jo blevet lidt af en handicapbus,« siger Carsten Johansen med et smil.
Øvelse gør dog mester, og i det daglige bliver han ikke forsinket af det.
»Jeg kan pille kranen af, læsse af, sætte kranen på og være kørt igen på 10 minutter. Nogle dage tager jeg kranen af 5-6 gange,« fortæller Carsten Johansen.

Meget fast kørsel
Før han blev selvstændig, kørte han i 17 år som chauffør hos Rørby Johansen i Herlufmagle – dels med kran/grab og senere maskintransporter. Imellem chauffør- og vognmandskarrieren var Carsten Johansen væk fra førerhuset i fire år, hvor han drev et brændefirma – hvor firmanavnet ”Den Lille Skovmand” stammer fra.
Det første års tid som vognmand kørte han også en del brænde, men siden har det stået på fast kran/grab-kørsel i hovedstadsområdet.
»Det er dér, det meste foregår. Man kan ikke leve af at være landsbyvognmand.«
Opgaverne er ofte store projekter, hvor han arbejder det samme sted i flere måneder eller sågar år. Men Carsten Johansen vender dog hjem til Sydsjælland hver dag.
»De drillede mig godt nok med, at nu havde jeg fået en bil med sovekabine, så kunne jeg jo bare blive derinde. Men jeg har nået en alder, hvor jeg gerne vil hjem hver dag,« fastslår den 53-årige vognmand.
Han kører typisk hjemmefra kl. 4.45 og er hjemme igen mellem 18 og 18.30. Hustruen står omtrent lige så tidligt op.
»Vi ser heller ikke den sene tv-avis,« konstaterer han.

Klar til træktøj
Selvom Carsten Johansen har masser at lave med fast kørsel, så har han alligevel snusfornuft nok til at få bilen bygget fleksibelt op, så der kan sadles om.
»Den er bl.a. bygget op, så jeg kan få træktøj på, hvis der bliver behov for det. Den er gjort klar til det med luft og lys og det hele. Så kan jeg få en kærre på, hvis jeg vil.«
Foreløbig nyder han dog blot at være på vejen hver dag i sin nye vogn, som han efter de første måneders kørsel er godt tilfreds med.
»Ja, det virker sgu. Jeg er glad hver dag, jeg går på arbejde.«
Han lufter også gerne bilen på lastbiltræf – bl.a. på Stevns og i Nykøbing Falster, og i sensommeren 2017 går turen også til Bornholm.
»Det er hyggeligt, og så får man lidt input fra de andre,« siger Carsten Johansen.
For selvom han forventer at køre mindst otte år i sin nuværende bil, så kan man godt samle inspiration til den næste. Og om alt går vel, har han allerede én i tankerne.
»Jeg skal jo nok have én bil mere, inden jeg går på pension. Jeg vil gerne have en Volvo igen, men næste gang skal det være en 750’er – sådan lige til at slutte af på.«

Artiklen er en del af temaet Forsidebilen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078