23948sdkhjf

Italiensk perle til Sabro

David Jensen er en ung vognmand med benene på jorden og fokus på omkostningerne - men firmaets tredje Iveco er alligevel blevet rigtig flot

Fornuft og omtanke er kodeordet, når David Jensen indkøber lastbiler til forretningen. Den unge vognmand har været selvstændig i mindre end et år, og han har ikke lyst til at blive et nummer i rækken af nyslåede vognmænd, der hurtigt ender i skifteretten efter at have fået opbygget deres drømmebil – og betalt prisen, når vingerne ikke bar så langt som håbet.
»Jeg lægger vægt på, at udgifterne kan holdes nede,« siger David Jensen.
»Jeg har også set mange med dyre biler, hvor det ikke har kunnet løbe rundt, og så er det gået galt.«
Alligevel har han givet sig selv lov at træde en smule på den økonomiske gaspedal, da firmaets tredje lastbil for nylig blev indlemmet i vognparken. Den nyindkøbte Iveco Stralis er flot bygget op både ude og inde og er indtil videre klart perlen i vognparken hos Dalo Transport. Michelin-mænd, krom og et hav af gejl har dog aldrig været på tale – en flot og funktionel bil har hele tiden været ambitionen.
»Jeg har ikke det dér trucker-gen, som mange andre i branchen har. Jeg går ikke så meget op i alt det lir og gejl, man kan sætte på. Det interesser mig ikke rigtig,« forklarer David Jensen.
»Men jeg vil gerne have, at bilerne ser godt ud og er pæne, når de kommer ud til kunderne. Det betyder da noget for mig.«

Relationen til Bache
Hans to øvrige er også Iveco’er, men det er første gang, David Jensen har fået bygget en ny lastbil op.
At det endte med Iveco, skyldes ikke noget specielt forhold til den italienske lastbilkoncern. Årsagen skal mere findes i en fornuftig pris og en god relation til Michael Bache, der driver I.M. Jensen & Bache, som efterhånden har en hel række Iveco-forhandlere op gennem Jylland – herunder Iveco Århus, hvor bilen er købt. Opbygningen har afdelingen i Padborg stået for.
»Som chauffør har jeg både kørt Scania og Iveco, og jeg har egentlig været fint tilfreds med begge dele. Og jeg har ikke haft problemer med de to andre Iveco, jeg har,« fortæller David Jensen, der driver sin forretning med udgangspunkt i Sabro ved Århus.
Han er 26 år og har kørt lastbil on/off, siden han var 20. Springet til at blive vognmand kom lidt tilfældigt i foråret 2016, da han overtog en bil fra et konkursbo. Men siden er butikken altså vokset til nu tre lastbiler.

Går ikke op i gejl
»Jeg er ikke sådan en, der bruger meget på at style bilerne. Jeg tænker mere på at have en god forretning. Man skal tænke sig meget om og ikke have for mange udgifter, hvis bilen skal tjene penge.«

Faktisk var den nye Iveco tiltænkt en af vognmandens chauffører, men deres veje skiltes, inden bilen kom ud og køre. Foreløbig har David Jensen derfor selv sat sig bag rattet i den nye vogn, som kører for Danske Fragtmænd.

De kan jo se godt ud
Inspirationen til bilens dekorering fik vognmanden fra en eksportbil fra et andet firma, som havde et særligt mønster på siderne. Men alt det mønstrede design på den nye Iveco er unikt lavet.
»Jeg så en flot bil, som lå og kørte Finland, og så snakkede jeg lidt frem og tilbage med Bache. Den havde en pæn dørkplade bagpå og en ny løsning mellem 1. og 2. aksel, hvor der var lagt en plade henover. Det fik mig til at tænke, at de kan jo godt se godt ud, de her biler,« siger David Jensen.
Han valgte den næststørste motor med 480 hk for økonomiens skyld. Men det ser bilen jo ikke mindre godt ud af, og vognmanden har også fået masser af respons på den nye bil – især da billeder af den blev delt på Facebook.
»Der var simpelthen så mange chauffører, der ringede, fordi de ville gerne køre i den bil. Jeg blev kimet ned i et stykke tid,« fortæller David Jensen.
»Så det passer i hvert fald ikke, at man ikke kan få chauffører til at køre Iveco.«

Klar til tip og walking floor
De kommende måneder fortsætter han dog selv som chauffør på bilen, og så må tiden vise, hvad der skal ske. Ud over sig selv har David Jensen to faste chauffører samt en afløser til at køre firmaets biler.
Bilen er opbygget som bogietrækker med ”Norge-løft” til gavn for både manøvredygtigheden og fremkommeligheden. Der er desuden monteret hydraulikanlæg, så bilen kan køre med både tip og walking floor. Bagpå er der fuld aludørk, forskydelig skammel og ekstra forstærkning til kørsel med høj vogntogsvægt mm. – så alt i alt en både pæn og fleksibel opbygning, der tog syv uger fra bestilling til færdig levering.
Selvom David Jensen med egne ord ikke er en ”rigtig trucker”, så er bilen alligevel frisket op med lidt ekstra lys, og indvendig lever hytten også mere end op til det ydre.
»Jeg går faktisk mere op i det indvendige end udvendige. Det må gerne være lidt som en stue indvendig, når man skal bo i bilen,« siger David Jensen.

Bare det fungerer
Kørslen foregår over hele landet, og han kommer ofte også til Sverige. Det betyder, at han næsten altid ligger ude hele ugen, og derfor er det selvsagt også rart med lidt ekstra komfort i kabinen, som BJ i Padborg har stået for at indrette med bl.a. tv og lækker plysning i lyst læder.
»Egentlig ville jeg gerne have haft den betrukket i hvid indvendig, så den passede til bilen udvendig. Men det bliver jo hurtigt grimt, selvom man passer det, så det blev en farve, der er lidt nemmere at holde.«
»Men jeg er som sagt ikke den store trucker. Jeg er sådan set ligeglad, hvad jeg kører i, bare det fungerer og er pålideligt. Men jeg kan godt lide, at man har nogle pæne biler i firmaet. Det ser godt ud udadtil, og det er også derfor, jeg har fået bygget den her bil.«

Artiklen er en del af temaet Forsidebilen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078