Dansk Folkeparti sikrer, at der er afsat midler til en fælles myndighedsindsats mellem Arbejdstilsynet, SKAT og Politiet for 2017, med henblik på at identificere virksomheder der ikke overholder reglerne – og dermed udøve kontrol og håndhævelse med reglerne i brancher, der erfaringsmæssigt har størst problemer med regelefterlevelse og sikring af ordnede forhold.
Sådan lyder den rosende melding fra DTL – Danske Vognmænd i forhold til den netop vedtagene Finanslov for 2017.
Arbejdstilsynet og SKAT får således 79 mio. kr. i 2017 og 70 mio. kr. i 2018, som giver mulighed for at fastholde niveauet fra i år.
Nummerplader og målrettet kontrol
Erik Østergaard, administrerende direktør for DTL – Danske Vognmænd:
- Vi er naturligvis meget glade for, at den fælles myndighedsindsats kan fortsætte. Der er ingen tvivl om, at ”360 graders kontrollerne” finder nogle brodne kar – også i transportbranchen. Særligt glade er vi for, at muligheder for automatiske nummerpladegenkendelse ser ud til at få en mere seriøs vurdering end hidtil. I DTL er vi slet ikke i tvivl om, at systematisk registrering, kontrol med indgående ture og kørselsmønstre i kombination med målrettet kontrol og efterforskning vil have en effekt. Kan vi samtidig sikre, at også udenlandske lastbiler betaler vejbenyttelsesafgift i Danmark, nøjagtig som danske vognmænd gør – og i øvrigt også gør, når danske biler kører i udlandet – så kan vi få gjort op med et konkurrenceforvridende element, der længe har været en torn i øjet på danske vognmænd.
Udvidelse af E45
Erik Østergaard tilføjer:
- Alt i alt er der tale om gode takter i forslaget, og der er vist ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti har kæmpet disse elementer ind i finansloven for 2017. Der kommer også en udvidelse af E45 mellem Aarhus og Skanderborg. Det har længe været tiltrængt. Hertil kommer en lettere adgang til Vejen fra Esbjerg-motorvejen og penge til en forundersøgelse af en østlig ringvej / havnetunnel i København. Alt sammen noget der forbedrer flowet i trafikken på vejene – vognmandserhvervets arbejdsplads.

