Sager om udenlandske lastbilchauffører koster politiet en masse ressourcer at følge til dørs. Derfor slipper udlændinge tilsyneladende billigere for forseelser, som kunne koste en dansk chauffør hans kørekort og dermed hans arbejde, for at man hurtigt og nemt kan afgøre sagen med en såkaldt straksbøde.
Det forklarer advokatfuldmægtig Rasmus Lind Hardt.
Han har selv en fortid som politiassistent i syv år efterfulgt af fire år som politianklager i anklagemyndigheden ved Fyns Politi.
Det vakte undren og forargelse flere steder i vognmandsbranchen, da en polsk chauffør sidste onsdag slap med en bøde på 2.000 kr. og et klip i kørekortet, efter han bakkede på en motorvejsfrakørsel, mens han intetanende skubbede en personbil bag sin trailer i omkring 30 meter.
Ifølge Rasmus Lind Hardt har den milde straf formentlig noget med chaufførens udenlandske nationalitet at gøre.
»Jeg kender apparatet indefra. Man kan give en udlænding en straksbøde og på den måde få sagen afsluttet med det samme. Hvis man skal give en betinget frakendelse i denne sag, og det lægger sagen helt indlysende op til, så skal man først i retten. På grund af ressourcehensyn kan der nemt blive truffet en afgørelse om at afslutte sagen med en bøde på 2.000 kr. og uden frakendelse.«