Omfanget af tyveri af lastbiler og trailere har svinget op og ned igennem de seneste år. Til gengæld ligger tyvenes foretrukne lastbilmærker rimelig fast, når de går på rov på vores breddegrader.
»Da det gik allermest heftigt for sig for 5-6 år siden, der var det Volvo og Scania, som tyvene interesserede sig for,« fortæller Tommy Holger Hansen, chefkonsulent i Forsikring & Pension, som via efterlysningssystemet Lagos holder statistik på tyverier af lastbiler og trailere for de seneste år.